Skal du i innovationspraktik i uge 37?

Hvad enten du vil deltage som praktikant, vært eller begge dele, er det nu, du kan tilmelde dig innovationspraktikken 2015. Center for Offentlig Innovation inviterer alle offentligt ansatte og arbejdspladser til at være med.

COI ipraktik

COI afholder Innovationspraktik for offentligt ansatte hvert år i uge 37.

Innovationspraktikken gennemføres hvert år i uge 37, i år den 7.-11. september. Deltagerne i 2015 er pionerer, fordi det er første gang, vi arrangerer innovationspraktik.

Innovationspraktikken er skabt for at gøre det lettere for medarbejdere og arbejdspladser i den offentlige sektor at lære af hinanden. Der er værdi at hente – uanset om du som medarbejder rejser ud på opdagelse i det offentlige innovationslandskab, eller om du som arbejdsplads tager imod en rejsende udefra. Innovationspraktikken er nemlig en genvej til innovation, for når offentlige arbejdspladser bytter medarbejdere, vil værdifuld viden vandre fra ét sted til et andet. COI’s innovationsbarometer viser, at tre ud af fire innovationer er inspireret af eller kopieret efter andres løsninger.

Sådan melder du dig til

Er du interesseret i at deltage? Du tilmelder dig som praktikant eller vært, ved at trykke her. Praktikanter og værter vil blive matchet løbende og tilmelder du dig nu, vil du få dit match præsenteret den 26. juni. Har du selv fundet et match, kan dette match indgå i innovationspraktikken. Du gennemfører blot tilmeldingsquizzen, og spiller dit valg ind. 

Læs mere om innovationspraktikken

Partnere

Innovationspraktikken afvikles i samarbejde med et netværk af partnere for at sikre, at innovationspraktikken bliver mangfoldig og forankret lokalt.