COI indgår samarbejde med Resonans A/S om udvikling af en model for spredning af innovation

COI undersøger sammen med Business Region Aarhus og Resonans A/S, hvordan innovative løsninger spredes.

Foto: Jørgen Flemming / Scanpix

COI ønsker at gøre det lettere for offentlige arbejdspladser, der ønsker at sprede deres innovative tiltag til andre, eller som vil genbruge andres tiltag. COI vil derfor studere, hvordan spredning af innovation i praksis sker. Studierne skal udmønte sig i en procesmodel for spredning af innovation, som kan bidrage til at skabe et fælles sprog, sikre forventningsafstemning og mindske kompleksiteten i processer, der ellers kan virke uoverskuelige.

Business Region Aarhus har tilbudt sig som et levende laboratorium, hvor COI både kan studere, hvilke spørgsmål der rejser sig, når offentlige arbejdspladser samarbejder om at bruge hinandens løsninger, og hvor COI kan forsøge at hjælpe processerne på vej. Business Region Aarhus er en sammenslutning af 11 kommuner, der bl.a. arbejder sammen om velfærdsteknologi og offentlig-privat innovation.

COI har indgået kontrakt med Resonans A/S om assistance til opgaven. Konsulenterne skal afdække relevant forskning om spredning af innovation og gennemføre en række feltstudier i Business Region Aarhus. På den baggrund skal konsulenterne udvikle og teste en procesmodel for spredning af innovation. Konsulenterne vil inddrage en bred kreds af aktører i staten, kommunerne og regionerne i udviklingen af modellen. Modellen skal kunne kobles til de innovationsmodeller og projektmodeller, som allerede anvendes i det offentlige innovationslandskab. COI deltager aktivt i både feltstudier og udvikling af modellen, som vil blive testet på Folkemødet på Bornholm i juni.

Arbejdet forventes afsluttet i sensommeren 2015.