Hvilken værdi skaber offentlige-private innovationssamarbejder?

To nye undersøgelser giver for første gang nogle mere systematiske svar om omfang og resultater.

samarbejde COI innovationscafé

OPI-samarbejder skaber værdi - men hvilken? Det kan du høre mere om til Innovationscafé hos COI.

Udgangspunkterne for at skabe innovation på tværs af sektorerne er vidt forskellige for den offentlige og den private sektor. Virksomheder skal tjene penge på et marked. Offentlige institutioner skal træffe afgørelser og levere service inden for rammer, som politikere har besluttet. Men det forhindrer ikke, at offentlige arbejdspladser og private virksomheder sammen udvikler nye løsninger. Og når det lykkes, kan der skabes både privat vækst og offentlige kvalitetsforbedringer og besparelser. Derfor har det i snart 10 år været en højt prioriteret dagsorden at fremme flere offentlige-private innovationspartnerskaber (OPI).

Men er OPI en universalopskrift på succesfuld innovation i alle tilfælde? Hvilke værdier skabes – og hvor høj er succesraten reelt?

To nye undersøgelser giver for første gang nogle mere systematiske svar på grundlag af en langt større andel af det innovationsorienterede offentlige-private samarbejde end tidligere. Vi ved eksempelvis nu, at der i 22 procent af alle offentlige innovationer samarbejdes med private virksomheder under én eller anden form. Samt at cirka 1 ud 5 blandt de mest involverede offentlige og private parter i OPI-samarbejder på velfærdsområdet vurderer, at de har opnået besparelser henholdsvis øget omsætning ved at deltage i et OPI. Nogle OPI’er leverer altså de efterstræbte resultater. Men langt fra alle.

Resultaterne sættes til debat på en Innovationscafé, som KORA og COI afholder den 4. november i København (Fuldt booket). Læs mere om resultaterne i Pdf-dokumentet, som du finder i boksen øverst til højre på denne side. 

Resultaterne er baseret på den første nationale spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige 260 kendte OPI’er på velfærdsområdet og med deltagelse fra i alt 299 offentlige og private parter. OPI-spørgeskemaundersøgelsen er gennemført i marts 2015 i et samarbejde mellem et ph.d.-projekt på Roskilde Universitet, Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde og KORA.

Desuden præsenteres nye resultater fra Innovationsbarometeret, verdens første statistik om offentlig innovation, som Center for Offentlig Innovation (COI) har udført sammen med Danmarks Statistik og Center for Forskningsanalyse. Undersøgelsen baserer sig på svar fra 1.255 offentlige arbejdspladser.