Kommuner satser stort på innovation

På bare fire år er antallet af kommuner med en innovationsstrategi næsten firedoblet. Hver anden kommune har nu en strategi og mere end halvdelen en innovationsenhed.

Innovation i kommuner

Strategisk og politisk fokus på innovation

Arbejdet med at skabe innovative løsninger har fået høj prioritet i de danske kommuner. Det viser en ny rapport ’Stigende politisk og strategisk fokus på innovation i kommunerne’, som COI har udført efter opfordring fra KL’s analysemagasin Momentum. Analysen er baseret på Innovationsbarometeret, verdens første statistik om offentlig innovation, men fokuserer i denne sammenhæng kun på svarene fra kommunerne (kommunaldirektørerne) om deres strategiske og politiske fokus på innovation. 68 kommuner har besvaret undersøgelsen (svarprocent: 69 pct.)

På bare fem år er andelen af kommuner, der har en vedtaget kommunal innovationsstrategi, næsten firedoblet. I 2014 havde hver anden kommune vedtaget en overordnet innovationsstrategi. Hertil kommer, at 12 procent har en strategi i en underliggende enhed af kommunen, og ni procent har en strategi undervejs. Samtidig har 57 procent af kommunerne en særlig innovationsenhed.

En anden vigtig trend er, at politikerne spiller en stadig større rolle i den kommunale innovation. To ud af tre innovationsstrategier er nu politisk vedtagne.  

Sagt kort: Det politiske og strategiske fokus på innovation i kommunerne er øget meget markant de seneste fem år.

Til Momentum kommenter Jacob Torfing, professor med fokus på innovation ved Roskilde Universitet, stigningen således:

"De danske kommuner har været hurtige til at få innovation på dagsordenen, og det er mit indtryk, at vi her er foran i Danmark. I vores nabolande Sverige og Norge bakser man eksempelvis rigtig meget med overhovedet at få kommunerne til at interessere sig for innovation. Samtidig bliver der også rundt omkring i kommunerne arbejdet en masse med innovation, uden at der er strategi og enheder. Så der er virkelig gang i den kommunale innovation".

Også kommunaldirektør Niels Ågesen, Vejle Kommune, betoner til Momentum, at den kommunale innovation ikke kun er sker i innovationsenhederne. Innovation kan alle medarbejdere bidrage til:

"Vi kalder vores indsats for hverdagsinnovation, fordi vi ønsker at signalere til vores medarbejdere, at det er dem, der kan være med til at gøre en forskel, og at det ikke kan blive for småt. Vi opfordrer dem derfor til i deres daglige arbejde at tænke på, hvad man kan gøre anderledes for at forbedre servicen for borgerne, og derefter gør vi det muligt at arbejde med idéerne i vores forskellige innovationsmiljøer."

Læs om COI's innovationsbarometer