Bag om Innovationstesten

Udvikling af Innovationstesten.dk – testen der viser, hvor din arbejdsplads placerer sig i innovationslandskabet.

Innovationstest

Innovationstesten skal give arbejdspladser et indblik i deres placering i innovationslandskabet.

"...og hvor ligger vores arbejdsplads så placeret i forhold til de andre?" 

Dét er ofte det spørgsmål, som politikere, ledere og medarbejdere stiller COI, når de hører om resultaterne fra Innovationsbarometeret, den nye offentlige innovationsstatistik. Med Innovationstesten giver vi svaret! Nu kan den enkelte arbejdsplads interaktivt og anonymt sammenligne sig med en valgfri delsektor og få svar på, hvor arbejdspladsen placerer sig i innovationslandskabet.

Innovationstesten er en interaktiv webapplikation udviklet af Anders Pødenphant og Jack Daniel Groth-Pinnerup. Applikationen er udviklet i et samspil af HTML, JavaScript, PHP og MySQL, der sikrer det bedste indenfor hastighed, stabilitet og krydsplatform-kompatabilitet.

Læs mere og prøv Innovationstesten her >

Stabilt og bæredygtigt

Det var en klar målsætning fra starten, at tjenesten både skulle nå ud til brugere med en ældre og ikke altid opdateret PC samt til brugere med de nyeste tablets og smartphones. Derudover er stabilitet centralt, når man baserer en tjeneste på COI's omfattende datamængde, indsamlet ifm. Innovationsbarometeret.

Løsningen er desuden baseret på ny, åben og bæredygtig teknologi i form af eksempelvis et åbent MIT-licenseret bibliotek over grafer og modeller og implementering af HTML5 elementer, og så er datatrafikken styret af særlige, islandske lavenergi-servere.

"Vi blev bevidste om, at COI efterspurgte en skræddersyet it-løsning, og at de havde svært ved at finde en udvikler, der kunne løse opgaven inden for COI's helt særlige rammer. Vi havde på forhånd planlagt at sidde og udvikle den kommende weekend, da vi var tilmeldt et arrangement for programører og designere i DR Byen med titlen Hack4DK. Vi besluttede at benytte DR Byens rammer, men i stedet for at ”hacke” brugte vi weekenden på at udvikle en prototype af Innovationstesten.dk. COI tog godt imod produktet, og der blev indgået en aftale."

Anders Pødenphant og Jack Daniel Groth-Pinnerup har en baggrund i software-udvikling, design og kommunikation. De har med afsæt i innovationstesten.dk kastet sig ud som iværksættere og har grundlagt Overlook-Interactive.com IVS, en virksomhed med fokus på skræddersyede it-løsninger.