Ny bog: Innovation i praksis - fem personlige fortællinger

Ny bog giver indblik i de forskellige paradokser, barrierer og drivkræfter offentlige ansatte møder i arbejdet med innovation.

Bent Suhr

Bent Suhr fra COK er en af forfatterne til den nye bog 'Innovation i praksis'.

Innovation trives og blomstrer på alle niveauer i den offentlige sektor. Det giver bogen Innovation i praksis et interessant indblik i. Bogen er forfattet af Sofie Loklindt Christensen, Nanna Hebsgaard Lund og Bent Suhr fra Center for Offentlig Kompetenceudvikling. 

Fra forskellige perspektiver bliver læseren ført ind i, hvordan innovation i hverdagen kræver mod, nysgerrighed, lyst til at eksperimentere og viljen til at lære af egne fejl.

Vi møder for eksempel den tidligere beredskabschef/daglige leder af Greve Brandvæsen, som igangsatte og ledede innovationsprojektet 'Brandkadetterne'. Jans historie beskriver en samlet innovationsrejse fra udfordring til en ny løsning, som indebar en drastisk reduktion af antallet af brande i området og samtidig en helt ny kultur, hvor det ikke længere var fedt at smide med ting og sager efter brandvæsnet.

Vi møder kommunaldirektøren Morten V. Pedersen i Nordfyns Kommune og får indblik i, hvad det indebærer, når en innovation sættes højt på dagsordenen, hvordan innovation kan rammesættes og ledes på topchefniveau, og ikke mindst hvilke udfordringer og muligheder, der her er på spil.

Et tredje eksempel er Vibeke Schrøder, lægesekretær på Radiologisk Klinik på Rigshospitalet. Hendes innovationsfortælling tager netop sit udspring i, hvordan indførelsen af talegenkendelse i lægesekretærernes arbejde kan blive et afsæt til at forbedre både arbejdsgange og det psykiske arbejdsmiljø.

Vi bliver således indført i de forskellige paradokser, barrierer og drivkræfter, innovationsarbejdet indebærer, og hvilke kompetencer, det kræver 'at kaste sig ud på dybt vand' og improvisere. Og det kan være både sjovt, barsk og energigivende, når der er vilje til at gøre det. På tværs af disse forskellige arbejdsfunktioner, positioner og erfaringer er der fælles oplevelser af udfordringer og muligheder i hverdagens innovationsarbejde. Bogen tager os med på en rejse, væk fra innovationsbegrebet som et buzzword, en døgnflue og noget ubehageligt til noget, som udfoldes i hverdagen og skaber værdi for borgerne, afbureaukratiserer og løser komplekse udfordringer.

Bogen er udkommet den 2. marts 2016 på Center for Offentlig Kompetenceudvikling.

Få fat i den her: http://www.kommuneforlaget.dk/produkt/830153