Tak, tak, tak! – til de 2.363 arbejdspladser, der har fortalt om deres innovation

Børnehaver, gymnasier, biblioteker og andre offentlige arbejdspladser har svaret på spørgsmål om offentlig innovation.

Innovationsbarometer 2.0

De mange besvarelser på Innovationsbarometer 2.0 blev selvfølgelig fejret i COI

Hvordan udvikler I nye løsninger og hvad kommer der ud af det? Svarene på de spørgsmål er nu tikket ind fra folkeskoler, plejehjem, politistationer, uddannelsesinstitutioner og andre offentlige arbejdspladser af alle slags over hele landet.

Det har været frivilligt for børnehaver, gymnasier, biblioteker og alle de andre arbejdspladser at svare. Men rigtigt mange har svaret.  Ud af samtlige offentlige arbejdspladser har vi spurgt omtrent hver 3. Og hver 6. af alle har svaret. Svarprocenten er således 50 pct. Det er meget højt i en frivillig undersøgelse.

Undersøgelsen – Innovationsbarometer 2.0. – er 2. udgave af den nye statistik om offentlig innovation, som Center for Offentlig Innovation udfører sammen med Danmarks Statistik. Danmark er det første og foreløbig eneste land i verden, der har en sådan måling, som er repræsentativ for hele den offentlige sektor.

Hvad viser tallene så?

Det ved ingen – endnu. Der gælder nemlig særlige regler, når en spørgeskemaundersøgelse skal blive til en officiel statistik:

"Med innovationsbarometer 2.0. bliver vi det første land i verden, der kan følge udviklingen i den offentlige innovation over tid. Men vi må vente med spænding til slutningen af året, før vi ved, hvordan innovationen har udviklet sig effektmæssigt, økonomisk, teknologisk, strategisk, politisk samt sammenhængs - og medarbejdermæssigt," siger Ole Bech Lykkebo, analysechef hos COI.

Det er nemlig Danmarks Statistik, der offentliggør hovedtallene. Først herefter kan COI og andre offentliggøre mere detaljerede analyser. Danmarks Statistik fastsætter og udmelder offentliggørelsesdatoen i god tid forinden. Aktuelt er det forventningen, at offentliggørelsen formentlig sker i 4. kvartal 2017.

Hvad er det nye?

For det første er det nyt, at flere er spurgt og mange flere har svaret. Der er næsten dobbelt op: Nu 2.363 svar mod 1.255 svar i første runde. Det betyder, at der nu kommer mange flere detaljer ud af undersøgelsen:

"I første runde kunne vi kigge særskilt på 14 delsektorer i den offentlige sektor – dvs. fx kommunal ældrepleje eller statslig administration. Nu kan vi kigge på dobbelt så mange. Blandt de nye er fx beskæftigelsesområdet, erhvervsudvikling, det sociale område, vej & park, biblioteker og museer," forklarer Ole Bech Lykkebo.

Han vurderer samtidig, at den konkrete nytte ude på de enkelte arbejdspladser nu kan blive større:

"Den større detaljerigdom gør resultaterne mere brugbare for flere, der nu får et bedre svar på spørgsmålet: ’Hvad gør de andre, der er netop ligesom os?’ I kombination med COI’s konkrete værktøjer, fx spredningsguiden og innovationstesten, får flere offentlige arbejdspladser inspiration til at få højere kvalitet og effektivitet ud af deres innovationsindsats," slutter Ole Bech Lykkebo.

Download det første barometer

Det første barometer blev til bogen "Innovationsbarometeret – højere effektivitet og kvalitet i den offentlige sektor gennem innovation", som COI udgav 26. oktober 2016. Den kan du downloade gratis eller bestille her.

Alle svar, både i første og anden udgave, er afgivet anonymt. Det bliver derfor aldrig offentliggjort, fx hvad ’Børnehaven Mariehønen’ eller ’X-købing Kommune’ konkret har svaret. Men man kan fortælle, fx hvordan medarbejderne bidrager til innovationen i daginstitutioner med højst ti ansatte. Eller hvordan økonomisk pres påvirker innovationsarbejdet i kommuner med mere end 50.000 indbyggere. Osv.osv.

Det er Voxmeter, der har gennemført den succesfulde dataindsamling. Det er sket på baggrund af en stikprøve af offentlige arbejdspladser, som Danmarks Statistik har leveret.  Efter offentliggørelsen kan forskere og andre får adgang til de mange nye data via den særlige forskeradgang hos Danmarks Statistiks Forskningsservice. Læs mere om mulighederne her.