Center for Offentlig Innovation til topmøde i Dubai: Skal inspirere beslutningstagere til at sprede innovation

OECD og Dubais Regering har inviteret Danmark til at fortælle verdens regeringer, hvordan man stjæler med stolthed til OECD WORLD GOVERNMENT SUMMIT, der finder sted i Dubai fra 12.-14. februar.

COI

COI i Dubai

Center for Offentlig Innovation rejser til topmøde for regeringsledere fra hele verden med Spredningsguiden i hånden som et konkret værktøj til hurtigt at stjæle andres løsninger.  

Formålet med topmødet er, at verdens regeringsledere kan udveksle erfaringer og viden om, hvordan man med offentlig innovation kan løse store samfundsudfordringer.

"Normalt opfordrer jeg ikke til at stjæle, men når offentlige arbejdspladser stjæler hinandens gode idéer, har det min fulde opbakning. Med Center for Offentlig Innovations Spredningsguide kan vi gøre vejen fra inspiration til konkret praksis kortere og lettere. Det giver bedre velfærd til den enkelte borger, det gavner vores fælles velfærd og vores konkurrenceevne, og samtidig sparer vi både tid og skattekroner, når vi ikke skal udvikle innovative løsninger forfra hver gang. Stjæl med stolthed," siger minister for Offentlig Innovation Sophie Løhde.

Topmødet har en pavillon med et fremtidsmuseum og en udstilling med overskriften 'Edge of Government', hvor Danmark deltager med budskabet at stjæle med stolthed.

Andre lande ser til Danmark

"Verden ser på Danmark, når man vil lære om udvikling og innovation i den offentlige sektor. I Dubai skal vi dele ud af vores egne erfaringer, så gode løsninger hurtigt kan sprede sig, som vi har set det i Danmark. Sammen med de andre danske delegerede skal COI bidrage med at sætte Danmark på verdenskortet og vise, hvor langt fremme, vi er, når det gælder offentlig innovation og hvordan den spredes," siger Pia Gjellerup, centerleder, Center for Offentlig Innovation.  

Spredningsguiden, der er udviklet af Center for Offentlig Innovation og anvendes på offentlige arbejdspladser, skal gøre det lettere at dele og genbruge gode løsninger – og dermed sprede innovation.

"Det er en guide til at dele ud af egne erfaringer og genbruge andres. Det gør forhåbentlig vejen fra inspiration til implementering både lettere og kortere. Med Spredningsguiden kan man springe blindgyderne over og komme hurtigere frem til effekten," siger Majken Præstbro, relationschef i Center for Offentlig Innovation, som skal repræsentere COI og Danmark i Dubai.

Sammen med COI deltager også Helle Vibeke Carstensen, kontorchef i Københavns Kommunes Socialforvaltning, der bruger Spredningsguiden til at gøre det lettere at dele og genbruge gode løsninger i udviklingen af organisationen.

"Vi er Danmarks største socialforvaltning, organiseret på fire borgercentre. Derfor har vi brug for at dele de værdifulde løsninger på tværs af siloerne. Her er Spredningsguiden et brugbart og håndgribeligt værktøj, der hjælper os med at dele de gode løsninger på en struktureret måde."

Vigtigt at dele gode løsninger

Og generelt er det vigtigt at dele viden om, hvordan man spreder og deler viden om nye løsninger. Både internationalt og i det danske kommunale landskab. Det mener Ivan Kjær Lauridsen, velfærdsteknologichef, Sundhed & Omsorg, Aarhus Kommune:

"Der er brug for at, vi bliver meget bedre til at sprede og dele viden om nye innovative løsninger på tværs af de danske kommuner – og der er brug for, at vi i den forbindelse også løbende får opgraderet kassen med værktøjer og metoder for spredning af viden. COI’s arbejde over de seneste par år med til start udvikling og senere udbrede anvendelsen af en ny spredningsguide og –model er derfor af stor vigtighed – og bl.a. også grunden til at kommunerne i Business Region Aarhus tidligt valgte at involvere sig i dette arbejde."

Særligt på det velfærdsteknologiske område, er der en forståelse af, at det er vigtigt at sortere i de løsninger, så man hurtigt kan få implementeret de rigtige løsninger.

"Kommunernes virkelighed er jo, at der findes utrolig mange sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger på markedet – og flere nye kommer hele tiden til. Nogle løsninger kan forbedre og effektivisere kommunernes måde at løse opgaverne på. Andre løsninger skaber ikke værdi – måske ligefrem det modsatte - og er derfor selvsagt uinteressante. Desværre er det både tids- og ressourcekrævende for de enkelte kommuner, at få sorteret de gode løsninger fra de dårlige. Øget spredning og deling af viden gør det muligt for kommunerne hurtigere og bedre at få implementeret de rigtige løsninger – til gavn for borgere, medarbejdere og os alle som skatteydere," siger Ivan Kjær Lauridsen.

Center for Offentlig Innovation i Dubai

  • World Government Summit er et tilbagevendende topmøde for verdens regeringer. Det afholdes for femte gang.
  • Center for Offentlig Innovation er et nationalt center, som understøtter øget kvalitet og effektivitet i hele den offentlige sektor gennem innovation.
  • Offentlig innovation er at gøre noget nyt, der giver værdi. Det kan fx være nye eller væsentligt ændrede serviceydelser, produkter, organisationsformer og processer eller måder at kommunikere med omverdenen på.
  • Værdien af offentlig innovation kan have flere former. Det kan være indfrielse af politiske mål, stigende effektivitet, højere kvalitet, styrket demokrati eller øget medarbejdertilfredshed.
  • Innovationen skal være ny for arbejdspladsen selv, men kan være brugt før af andre.
  • 73 procent af offentlige innovationer er genbrug af andres løsninger. Kilde: Innovationsbarometeret.