Prøv spillet: Realisér gevinsterne fra dit innovationsprojekt
Innovationshuset i Københavns Kommune og en række forvaltninger har udviklet et 'gevinstrealiseringsspil', der hjælper med at gennemskue effekterne af dine projekter.
Kan projektet betale sig? Har vi nok viden indefra og udefra til at gennemføre det? Og er der styr på de gevinster, vi gerne vil realisere?
Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på i et nyt 'gevinstrealiseringsspil', som Innovationshuset i Københavns Kommune har udviklet sammen med kommunens økonomiforvaltning, teknik- og miljøforvaltning, kultur- og fritidsforvaltning, socialforvaltning og børne- og ungdomsforvaltning.
Spillet er en del af et større tværgående projekt om gevinstrealisering, som blev udført i løbet af 2017. Du kan hente spillet og læse mere om projektet her >
(OBS: Innovationshuset i Københavns Kommune lukker d. 31/12-2018. Derfor kan du fremadrettet downloade spillet på COI's hjemmeside via ovenstående link.)
"Vi kunne se, at Københavns Kommune ikke realiserede nok af de gevinster, man satte sig for i sine projekter. Samtidig oplevede vi efterspørgsel efter værktøjer og kompetenceudvikling til at arbejde med gevinstrealisering i en kommunal virkelighed. Derfor satte vi os sammen for gennem et års tid at prøve at finde ud af, hvordan vi kan arbejdere mere struktureret med gevinstrealisering i Københavns Kommune, og hvordan vi kan få flere gevinster i hus," siger Fridda Flensted-Jensen, konstitueret innovationschef i Innovationshuset.
Bedre forståelse for projektet
Resultatet af projektet er en 'gevinstrejse', som er et koncept, der skal hjælpe medarbejdere, der arbejder med udvikling af projekter, til at nå hele vejen fra idé til implementering – og til succesfuldt at opnå effekt på de tilsigtede gevinster.
I praksis er gevinstrejsen udformet som en busrejse med otte stop. Heriblandt 'kvalificér idéen', 'inddrag viden' og 'få gevinstejer og gevinstaktører med'.
Målet er at skabe et værktøj, som er intuitivt og kan bruges på tværs af faglige skel og forskellige niveauer, forklarer Fridda Flensted-Jensen:
"Gevinstrealisering er blevet et fokus i mange kommuner. Mange effektiviseringscases bliver for eksempel i dag lavet bag et skrivebord, og når den så bliver godkendt, er der langt til den driftsorganisation, som skal løbe gevinsterne hjem. Derfor handler det om at få bedre forståelse for projekterne og involvere en større interessentskare fra starten, så man kan få koblet drift og udvikling fra start og dermed skabt et realistisk udgangspunkt og det rette ejerskab," siger hun.
Skal kunne koble forskellige folk
Hun forklarer, at ét af de otte busstop er udformet som et spil, fordi spil er intuitive og kan samle mange forskellige mennesker:
"Vi har været meget optagede af, at vi skal kunne koble folk fra forskellige niveauer. En direktør skal kunne sidde og spille med en medarbejder fra driften. Værktøjerne skal med andre ord være selvfaciliterende. Vi er jo optagede af at arbejde med innovationskultur og af at give nogle redskaber til folk, som de selv kan bruge," siger Fridda Flensted-Jensen.
På samme måde er resten af gevinstrejsen udstyret med forskellige redskaber og visualiseringer. I praksis fungerer konceptet som en guide til projektledere til at få rette roller og interessenter i spil på rette tidspunkt:
"Der er forskellige stop, hvor der kommer forskellige andre værktøjer og skabeloner, så du får kortlagt både hvilke typer af gevinster, du opnår – for i gevinstrealisering taler man ikke kun om økonomisk gevinst – og dine forskellige relationer. Blandt andet introducerer vi begreberne 'gevinstejer' og 'gevinstaktør', som er henholdsvis chef i det område, forandringen skal ske, og de medarbejdere, som i alleryderste led skal gøre noget andet. Du får altså nogle nye roller ind, som gerne skulle sikre kommunikationskæden," siger hun.
Fokus på effekterne
Kernen af gevinstrealiseringskonceptet er et fokus på effekterne. Både for organisationen, borgere og virksomheder – og ved både innovationsprojekter, omstillingsprojekter, investeringsprojekter og effektiviseringsprojekter.
Fridda Flensted-Jensen understreger, at gevinstrealisering på den måde adskiller sig fra evaluering:
"Klassisk forståelse af evaluering er at sige: Vi ville have et æble – fik vi så et æble? Men det er meget snævert, for verden er langt mere foranderlig. Derfor handler gevinstrealisering om den dynamiske, kontinuerlige spørgen ind til projektet: Går det, som det skal? Tegner det stadig til at være det rigtige projekt, og opnår vi de gevinster og den forandring, vi ønsker? Og hvad er effekten af den gevinst i praksis? Her skal vi huske, at forandringsledelse er en stor del af gevinstrealiseringsarbejdet."
Kommuner kan få noget ud af det
Innovationshuset i Københavns Kommune præsenterede første gang gevinstrealiseringsspillet til Velfærdens Innovationsdag tidligere i år. Innovationshuset deltager også med konceptet på KL's konference om gevinstrealisering til efteråret.
Andre kommuner har allerede reageret positivt, og en norsk kommune er ved at omsætte konceptet til egen praksis
Fridda Flensted-Jensen håber, at flere kommuner og andre offentlige arbejdspladser vil benytte sig af både gevinstrejsen og spillet:
"Det er et koncept, som andre kommuner kan interesserede i og få noget ud af. Vi har allerede været ude andre steder for at fortælle og introducere andre for det, og vi håber, at der kommer flere til," siger hun.