Innovationsstafetten: "Det er både givende og frustrerende"

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med innovation i den offentlige sektor. Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang har vi talt med Thit Juul Madsen, direktør for designklyngen D2i – Design to innovate i Kolding. Klyngeorganisationen arbejder i triple helix, det vil sige i krydsfeltet mellem virksomheder, forskning/uddannelse og offentlige myndigheder.

D2i har til formål at motivere udbredelsen af designmetoder og innovation i den private sektors virksomheder – med offentlige aktører i samspil.

Thit er uddannet cand.scient.soc. fra RUC og Master of Arts i Business and Concept Innovation fra 180° Academy. Hun er også medlem af Designrådet – en tænketank, der har til formål at fremme dansk design ved at udtænke og udforske nye perspektiver på design.

Thit Juul Madsen har ledet D2i siden februar 2011.

Thit Juul Madsen, hvorfor arbejder du med offentlig innovation?

Hvornår er noget offentlig innovation? Når det foregår i en offentlig myndighed? Eller udføres af medarbejdere ansat i kommune, region eller stat? Eller når det finansieres af offentlige midler? Personligt har jeg mest erfaring med det sidste.

Jeg har arbejdet med innovation og udvikling i hele mit arbejdsliv, både i det private, kultur, undervisning og nu i en designklynge. Og det, der tiltaler mig ved at arbejde i krydsfeltet mellem offentlig og privat, er impact. Når du arbejder i en organisation eller en virksomhed, bidrager du til at skabe udvikling og innovation ét sted, men når du arbejder i en klynge, bidrager du til at skabe udvikling og innovation i hundredevis af virksomheder – i samarbejde med uddannelsesinstitutioner, ministerier, regioner og kommuner. Det er muligheden for at arbejde i skala og derved øge impacten af indsatsen, der tiltaler mig, altså at kunne gøre en forskel for flere.

Hvordan arbejder du i praksis arbejder du med offentlig innovation?

Jeg sidder i laget imellem politik og virkelighed. Vi er dem, der omsætter politiske målsætninger til konkrete resultater. Helt specifikt i vores tilfælde er det implementering af Region Syddanmarks mangeårige satsning på design, der bygger på styrkepositionen i miljøet omkring Designskolen Kolding, Syddansk Universitet, LEGO, ECCO og andre. Skåret ind til benet formes politikken nationalt, regionalt og lokalt i form af 'skab vækst gennem design', og vi er dem, der eksekverer dén politiske målsætning.

Foto: D2i er grundlagt på baggrund af et erhvervspolitisk opdrag om at bruge design til at transformere dansk erhvervsliv til at blive mere innovativt.

I D2i er vores mission at skabe vækst og velstand i små- og mellestore virksomheder gennem design. Og det gør vi ved at kombinere forskning, forretning og designpraksis i alle vores tiltag. Det handler om at få flere danske virksomheder til at arbejde designdrevet, så de bliver mere relevante for deres brugere og dermed forbedrer deres konkurrenceevne. I praksis udmøntes det arbejde i konkrete innovationsprojekter, hvor virksomheder matches op med designforskere og designpraktikkere og i uddannelsesprogrammer, hvor der bygges design- og innovationskapacitet op i virksomheder, der enten gerne vil i gang med eller videre på deres rejse med designdrevet forretningsudvikling. Her bliver samspillet mellem det private og det offentlige meget konkret, fordi det er private virksomheder, der er aftager af ydelserne, men de udvikles og realiseres i samarbejde med offentlige aktører som fx Designskolen Kolding, Syddansk Universitet, Dansk Design Center, Kolding Kommune og regioner. Andre gange er den offentlige del 'blot' finansieringen af, at private og offentlige, eller private og private aktører mødes på det rigtige tidspunkt og til den rigtige udfordring.

Min opgave er at understøtte samspillet mellem de forskellige aktører i økosystemet i designklyngen samt at sikre, at klyngen udvikler sig og skaber resultater.

Hvad er det spændende ved innovation i den offentlige sektor?

Det spændende knytter sig til det overordnede 'hvorfor'. At det er muligt at arbejde i skala og påvirke udviklingen for mange i stedet for få. Man skal arbejde i en meget stor virksomhed, hvis man have den samme impact, som man potentielt kan få ved at arbejde med offentlig innovation, hvor muligheden for at røre mange mennesker liv er en reel mulighed.

Men det spændende rummer også akilleshælen i offentlig innovation. Styrken er at kunne arbejde med det lange seje træk, i vores tilfælde at bidrage til at tranformere dansk erhvervsliv og skubbe på en ny designrevet og brugerorienteret innovationskultur, men svagheden er, at det netop er et langt, sejt træk. Det betyder, at det både kan tage flere år, før du ser resultater, og samtidig sker resultaterne mange forskellige steder og nogle langt væk.

Hvorfor er det vigtigt - hvilket mål ser du innovation som midlet til?

Vi har jo en meget stor offentlig sektor i Danmark, og det forpligter. Forstil dig det omvendte billede – at der ikke var offentlig innovation, at innovation i det offentlige ikke var noget, man brugte tid og kræfter på. Det ville skabe et reaktionært samfund og i den grad sænke tempoet for omstilling og udvikling i Danmark over en bred kam. Så for at svare på spørgsmålet: Hvad er målet med offentlig innovation? Det er både at sikre, at det danske samfund udvikler sig i en positiv retning, at den offentlige sektor går foran og driver en innovativ dagsorden, både ved at skabe og efterspørge innovative løsninger til glæde for det danske samfunds borgere, virksomheder og organisationer.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Vi har i D2i lige lanceret et stort projekt i samarbejde med Dansk Design Center – projektet hedder Sprint:Digital og er en udmøntning af regeringens digitaliseringsstrategi. Målet er at få 100 små- og mellestore virksomheder i gang med en digital omstilling, og midlet er design sprints. Jeg er stolt af det, fordi design er det bærende element i projektet frem for teknologi, hvilket betyder, at der tages udgangspunkt i kundernes behov og viselighed frem for denne måneds nye forførende teknologi. Samtidig er det vores første store samarbejdsprojekt med DDC, hvor vi har udviklet, finasieret og eksekverer i tæt samarbejde, hvilket er et vigtigt skridt mod en forenklet og sammenhængende designscene i Danmark. I skrivende stund kører det første design sprint, og virksomhederne er vilde med det.

Hvilken fejl har du begået, som du har lært mest af?

Tvangsægteskaber kommer der sjældent noget godt ud af. Til gengæld er det en udbredt praksis i offentlig innovation, da man ofte ikke selv vælger sine samarbejdspartnere, idet udvælgelsen af deltagere ofte handler om politik, repræsentation, geografi, budget og ikke om, hvem der brænder for udfordringen eller har mest at byde ind med.

Jeg blev engang bedt om at orkestrere, hvad jeg i dag vil kalde et tvangsægteskab. Hvilket jeg gik i gang med efter alle kunstens regler med co-creation workshops, velvidende at vi givetvis ikke ville komme i mål, da et reelt ønske om samarbejde var fraværende. Og projektet gik da også i vasken med et brag 10 meter før målstregen. Det ville jeg have gjort anderledes i dag. I dag indgår jeg ikke i samarbejder, der kun er gode på papiret, de skal også være det i virkeligheden og bygge på relationer, der er stærke nok til at bære det tryk, ambitiøse innovationsprojekter afføder.

Foto: D2i arbejder i triple helix, det vil sige i krydsfeltet mellem virksomheder, forskning/uddannelse og offentlige myndigheder.

Hvis du skulle arbejde på at udvikle en konkret innovation i morgen, hvilken skulle det så være?

Som designklynge er vi både en del af det danske klyngelandskab og en del af det danske designfelt. Hvis jeg skulle udvikle en innovation i morgen, skulle den have til formål at samle de danske designaktører til én slagkraftig satsning, der ville have muskler nok til at sparke dansk design langt ud i den globale stratosfære og samtidig bygge på eksisterende specialiseringer, så kvaliteten ville være i top i alle aspekter af vores fælles arbejde.

Hvordan er det at sidde i din stol og arbejde med offentlig innovation?

Det er både givende og frustrerende. Det er et privilegie at arbejde med design, innovation og forretningsudvikling på tværs af en bred kontaktflade, og det er en fornøjelse at være en del af et passioneret, dedikeret og mega dygtigt hold. Men det er også frustrerende at agere og navigere i et politisk landskab, som pt. er under markant forandring med reformeringen af den danske erhvervsfremmessystem.

Forenkling er for så vidt en udmærket idé, men det er frustrerende, at der skal mobileres kapital, økonomisk som menneskelig, på at navigere i et foranderligt politisk landskab frem for at bruge kræfterne på at passe sit arbejde. Det mest frustrerende ved offentlig innovation er alle de modsatrettede dagsordener, man som leder skal navigere i, og som stjæler tid og ressourcer fra det egentlige mål – i vores tilfælde at skabe vækst og velstand i virksomheder gennem design.

Hvem ser du som den største hjælper i arbejdet med offentlig innovation?

Vi har i D2i igennem mange år haft et utroligt godt samarbejde med Region Syddanmark, som har haft en meget ambitiøs klyngestrategi, og hvor det er vores rolle at bidrage til at implementere og realisere den. Og her vil jeg gerne fremhæve Dorthe Kusk, afdelingschef, Vækstforum og Funding, Region Syd, som en yderst kapabel embedskvinde, der altid har øje på bolden og ofte får det umulige til at ske, og som baner vejen for, at reel og ambitiøs forandring kan blive til virkelighed.

Hvem eller hvad er den største modstander?

Den største udfordring med offentlig innovation er selve innovationsparadokset. Ønsket om noget nyt, kombineret med forventningen om forudsigelighed. Alle der har arbejdet med en eller anden form for offentligt finansieret innovation ved, hvor mange krav til ansøgninger, afrapporteringer, effektskemaer og excel-ark, der følger med. Et opdrag om at skabe noget funklende nyt, som aldrig er set før, nye løsninger, produkter og services, nye banebrydende samarbejdskonstellationer, som bringer os nye og hidtil ukendte steder hen. Men det nyhedshungerende opdrag har en umage følgesvend i form af lineære procesmodeller, hvor leverancer og effekt skal udspecificeres flere år ud i fremtiden. Altså: opfind noget nyt, men fortæl mig præcis hvad det er – på forhånd. Det er trange kår for innovation.

Foto: Den største udfordring med offentlig innovation er ønsket om noget nyt, kombineret med forventningen om forudsigelighed, mener Thit Juul Madsen.

Hvad kunne den offentlige sektor lære for at blive endnu bedre til innovation?

Det kunne være interessant at arbejde med finansieringsmodeller, som reelt afspejler opgaven, og som ikke betinger detaljerede køreplaner helt ned på øre og møtrikker, men i stedet passer til opgaven, som er at navigere i ukendt land og skabe nye løsninger på nuværende udfordringer.

Hvad er dit vigtigste budskab?

Gå efter de store udfordringer og vælg de bedste samarbejdspartnere. Dem du kan lære noget af og samtidig har det sjovt sammen med.

Hvem vil du give stafetten videre til?

Jeg vil gerne give stafetten videre til Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune. Johannes er en tidligere kollega, som i mange år arbejdet i spændfeltet mellem offentlig og privat innovation, og som nu er trådt ind i en politiske rolle. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan han trækker sin tilgang til offentlig innovation med ind i sit nye virke som borgmester, og høre hans refleksioner over de gode spørgsmål i Innovationsstafetten.