Ny statistik: Borgere og frivillige spiller nøglerolle i at forny den offentlige sektor

66 procent af alle offentlige innovationer bliver skabt i samarbejde med borgere eller frivillige foreninger, viser en ny måling fra Center for Offentlig Innovation. Det er godt for kvaliteten og demokratiet.

Foto: Borgere og frivillige spiller en nøglerolle i at forny den offentlige sektor. Som for eksempel på Jungshoved i Vordingborg Kommune, hvor frivillige borgere – 'frøpassere' – kører delebussen Frøen, der er stillet til rådighed af kommunen.

Foto: Borgere og frivillige spiller en nøglerolle i at forny den offentlige sektor. Som for eksempel på Jungshoved i Vordingborg Kommune, hvor frivillige borgere – 'frøpassere' – kører delebussen Frøen, der er stillet til rådighed af kommunen.

Borgere og frivillige foreninger spiller en nøglerolle, når den offentlige sektor skal fornys. To ud af tre offentlige innovationer bliver skabt i samspil med borgere eller frivillige foreninger. Det kan enten være ved at være med til at igangsætte, fremme eller samarbejde om innovationerne.

Det viser håndbogen "NYT SAMMEN BEDRE", som er skrevet af Center for Offentlig Innovation. Bogen udkom sidste uge på Dansk Psykologisk Forlag.

Når borgere og frivillige foreninger deltager, stiger chancerne bl.a. for at give borgere større indsigt eller indflydelse, fremgår det også af bogen.

"Effektivitet er vigtigt, men innovationer i den offentlige sektor måles også på en demokratisk bundlinje. Hvis en nyskabelse har givet borgerne større indsigt eller indflydelse, så er det en regulær værdi i sig selv. Og dén værdi skabes tre gange oftere, når borgere og frivillige foreninger selv spiller en aktiv rolle i innovationsprocesserne," siger analysechef i Center for Offentlig Innovation Ole Bech Lykkebo.

Offentlige arbejdspladser er innovative

Håndbogen bygger på helt nye tal fra COI’s Innovationsbarometer og viser, at 80 procent af alle offentlige arbejdspladser har indført mindst én innovation i perioden 2015-2016. En innovation kan være et nyt produkt, en ny service, en ny måde at kommunikere på eller en ny eller væsentligt ændret måde at arbejde på. 66 procent af de innovationer er udført i samspil med borgere eller frivillige foreninger.

Et eksempel er i Randers Kommune, hvor kommunen i samarbejde med en produktionshøjskole, lokale boligforeninger, Naturstyrelsen og en frivillig forening har udviklet et udsat naturområde, skabt nyt liv og løftet et nærtliggende boligområde. Et andet er på Jungshoved i Vordingborg Kommune, hvor en delebus kørt af frivillige borgere har skabt bedre og billigere kollektiv trafik og bedre mulighed for at komme rundt. Delebussen, der bliver stillet til rådighed af kommunen, er også blevet et socialt samlingspunkt.

Se begge cases og find endnu flere eksempler i COI's casesamling her >

Store fordele ved at samarbejde

Analysechef i Center for Offentlig Innovation Ole Bech Lykkebo forklarer, at ikke kun demokratiet men også kvaliteten af de offentlige services nyder godt af aktive borgere og frivillige:

"Når borgere og frivillige foreninger deltager, bliver chancerne for forbedringer større. Civilsamfundet giver vitaminer, som får ideer til at vokse til løsninger på konkrete problemer. Det kan afhjælpe alt fra ensomhed til hjemløshed og hjertestop," siger han og pointerer samtidig, at borgere og de frivillige foreninger ikke 'bare' løser kendte problemer.

Foto: I Randers har et unikt samarbejde mellem kommune, produktionshøjskole, lokale boligforeninger, Naturstyrelsen og en frivillig forening om at udvikle et udsat naturområde har skabt gode resultater.

Foto: I Randers har et unikt samarbejde mellem kommune, produktionshøjskole, lokale boligforeninger, Naturstyrelsen og en frivillig forening om at udvikle et udsat naturområde har skabt gode resultater.

De frivillige kan også gøre en forskel ved at pege på problemer set fra borgernes perspektiv, som den offentlige sektor måske ikke kender til bunds:

"Nye løsninger handler også om at tænke anderledes om de problemer, vi tror vi kender. Her kan frivillige nogle gange gøre en forskel, fordi de ser med andre øjne på den sag, de kæmper for," siger Ole Bech Lykkebo.