Innovationsstafetten: "Idéer dør, hvis de fra starten skal igennem talmaskinen"

Velkommen til COI's Innovationsstafet!

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med innovation i den offentlige sektor. Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Lene Lawaetz, hvorfor arbejder du med offentlig innovation?

Hvis jeg skal skære ind til benet, så er min drivkraft – ikke blot for at arbejde med innovation, men for at gå på arbejde i det hele taget – at hjælpe mennesker, der vil noget, dem med ild i øjnene, med at lykkes og realisere deres drømme og idéer. Jeg bliver glad i låget og får energi af at mærke deres begejstring. Og når vi taler innovation, så må den slags menneskelig energi og passion vel nødvendigvis være en forudsætning – uden den, ingen innovation. Og Spinderihallerne er fuld af den slags mennesker. De arbejder her, de bruger huset, de kommer ind af døren for første gang. Min opgave som leder bliver da 'bare' – sammen med mine medarbejdere – at koble al den energi og alle de mennesker til de indsatser og visioner, vi har besluttet i Vejle Kommune. Jeg bringer mennesker sammen, lægger puslespil og sætter holdet.

Hvordan arbejder du i praksis med offentlig innovation?

I Spinderihallerne har vi efterhånden udviklet en praksis med 'prøvehandlinger'. I stedet for at beskrive og planlægge et stort og omfattende projekt, laver vi et nedslag – stikker fingeren i jorden, undersøger effekten og hvor stort engagementet og opbakningen egentlig er. Man behøver ikke vide alt for at gå i gang – bare det er good enough for now and safe enough to try, som jeg læste ét eller andet sted.

På den måde udnytter vi momentum inden energien fuser ud, vi får lynhurtigt nogle erfaringer, og vi kommer i gang med at skabe netværk. Derefter kan vi evt. lave et større 'loop' og på den måde hele tiden være i synk med både os selv og virkeligheden. Man kunne også kalde det en designdrevet arbejdsmetode, hvilket falder både mig selv, der er designer af uddannelse, og mange af Spinderihallernes partnere naturligt.

Foto: FabLab i Spinderihallerne – et kreativt, højteknologisk prototypeværksted, der omsætter idéer og projekter til fysisk form via 3D-tegneprogrammer og software.

Hvad er det spændende ved at arbejde med innovation i den offentlige sektor?

Som offentlig ansat er der altid en vision eller en sag i horisonten, som er større end den økonomiske bundlinje og summen af alle dine projekter. Det handler jo i sidste ende om at skabe rammerne for det gode liv for alle borgere og ikke kun for nogle udvalgte eller særligt privilegerede målgrupper. Og det er dét, jeg kan li’ – at jeg møder og arbejder sammen med hele vores samfund – handicappede, hjemløse, misbrugere, erhvervsfolk, direktører, designere, kunstnere, politikere, børn, pensionister, internationale – alle!

Hvorfor er det vigtigt – hvilket mål ser du innovation som midlet til?

Tak, dét spørgsmål er jeg glad for, for innovation er præcis kun et middel, og ikke et mål i sig selv – det glemmer vi nogle gange! Og igen: Målet må være mennesker og det gode liv for alle mennesker. Innovation er for mig en samarbejdsform, som kan være med til at forløse menneskers passion og potentiale, og som – i bedste fald – kan gøre os bevidste om, hvad der er vigtigt i vores liv.

Foto: Lene Lawaetz mener, at der som offentlig ansat er der altid en vision eller en sag i horisonten, som er større end den økonomiske bundlinje og summen projekterne.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Det er uden tvivl realiseringen af Spinderihallerne! Jeg synes, vi er lykkedes med at skabe en platform og et mødested, hvor der er 'rum for utænkelige tanker'. En smuk sætning, som min mand har beriget mig med, og som i dag er en ledestjerne for både mig og mine medarbejdere. Med dét mener jeg noget i retning af, at her skal være plads til at kultivere og nære det, som endnu ikke er, men som alligevel lever inden i os, og som ligger som latente muligheder mellem os. At kalde en tanke for utænkelig er jo et paradoks, og måske er det netop derfor, at sætningen bliver ved med at inspirere os – som en slags gåde.

Hvilken fejl har du lært mest af?

På et tidspunkt sagde jeg ja til også at blive leder for et serviceområde med ret afgrænsede og definerede rammer. Jeg gjorde det for at få et organisatorisk puslespil til at gå op, men det skulle jeg ikke have gjort. Jeg er ikke god til prædefinerede rammer og strukturer, og jeg var nær gået til i det – det var ikke værdiskabende for nogen af parterne. Jeg fandt selv en bedre løsning og den helt rigtige mand til posten. Hvad jeg lærte? At jeg skal holde fast i – eller i hvert fald ikke ignorere – hvad jeg godt ved i forvejen, og med det mener jeg, hvad min mavefornemmelse og min intuition fortæller mig.

Hvis du skulle arbejde på at udvikle en konkret innovation i morgen, hvad skulle det så være?

Som det måske er fremgået af mine tidligere svar, er det ikke mig, der sidder og finder på innovationerne og projekterne. De kommer fra de mennesker, der kommer ind af døren i Spinderihallerne, eller de opstår imellem dem. Det næste innovationsprojekt må nødvendigvis afhænge af, om der er en sag, der brænder stærkt nok i et menneske – uanset om det så kommer fra vores egen organisation eller udefra. Er der ild i øjnene og et hjerte, der banker, så har de min opmærksomhed, min fulde tillid og min arbejdskraft.

Er der en person eller en situation, der har været afgørende for innovationsindsatsen i jeres organisation?

Mine medarbejdere. Mange af dem har som jeg selv været med helt fra starten af Spinderihallernes historie, og de brænder mindst lige så meget for stedet, som jeg gør. Nogle gange tænker jeg på os som en krop med hver vores funktion; de er mine ører, øjne og hjerne, mens jeg har mine 'guts'. Jeg tror, jeg betragter min intuition som mit vigtigste ledelsesredskab, men det er jo ikke nok. Fornemmelser kan tage grueligt fejl, og der har jeg altså nogle medarbejdere, der tør udfordre mig og stille de kritiske spørgsmål.

Foto: Spinderihallerne var oprindeligt et bomuldsspinderi fra 1896. I 2004 besluttede Vejle Kommune at revitalisere stedet og gøre det til et kreativt vækstcenter.

Hvem eller hvad er din største modstander?

Det er dem, jeg kalder måler-mændene – eller nærmere det verdens- og menneskesyn, der fremmer en sådan kultur, hvor alt skal måles og vejes, være evidensbaseret og forudsigeligt. Det er absurd at tro, at innovation, som handler om at gribe det nye og det, som endnu ikke er, kan trives i en sådan kultur. Det er ofte i de skøre og skrøbelige idéer, at guldet ligger gemt. Men de dør altså, hvis de allerede fra starten skal igennem talmaskinen. Målesystemer er bare fremskrivninger af alt det, vi ved i forvejen. Det virkeligt nye kan vi kun gribe ved at stille os ud i det åbne og give slip. Jeg tænker på dansen som et billede – her må vi også være parate til skiftevis at lade os føre og selv føre. Det kræver gehør og musikalitet.

Er der en person eller situation, der har været afgørende for innovationsindsatsen i jeres organisation?

Lad mig twiste spørgsmålet en smule og sige det, jeg allerede har sagt på en lidt anden måde: Spinderihallerne som sted er den hemmelige ingrediens i vores innovationsarbejde. Både arkitekturen og atmosfæren signalerer mødested – det gør et kommunekontor eller en administrationsbygning altså ikke! Det er intet mindre end genialt, at Vejle Kommune har valgt at lægge sin innovationsafdeling i Spinderihallerne, hvor ALLE borgere og dele af samfundet er velkomne og har deres gang. Vi er ikke et kulturhus, heller ikke et virksomhedshotel eller en kommunal serviceinstitution – vi er det hele og lidt til på én gang, men først og fremmest et sted, hvor mennesker mødes og tænker og eksperimenterer sammen. Alle kommuner skulle ha’ et Spinderihallerne!

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig innovation?

Den største udfordring er manglen på musikalitet – i det offentlige og i samfundet som sådan. Lyt efter det, der prøver at komme til orde. Lyt efter det, der taler til os og betyder noget. Og luk ørerne for resten. Og det kan man godt gøre uden at være uhøflig og ulydig, for selv de mest forstenede og tåbelige tiltag gemmer som regel på en spire af noget rigtigt. Vær en god fødselshjælper, stil flere spørgsmål og hold igen med svarene – de har deres egen tid, men de kommer. Musikalitet handler også om tillid – tillid til at musikken på et tidspunkt begynder at spille af sig selv. Jeg behøver ikke have styr og kontrol over alting – tværtimod, det er først når jeg træder et skridt tilbage, at det begynder at swinge.

Hvem vil du give stafetten videre til?

Jeg giver stafetten videre til professor i filosofi ved Aalborg Universitet Finn Thorbjørn Hansen. Han har lært mig at undring og tvivl er tegn på at noget virkeligt er på spil.