Video: Kunstig intelligens hjælper med at opdage flere hjertestop hurtigere
Region Hovedstadens Akutberedskab bruger kunstig intelligens til at 'lytte med' på 1-1-2-opkald, og det får personalet til at opdage hjertestop hurtigere.

Når en borger ringer til 1-1-2 i Region Hovedstaden, lykkes det i 75 procent af tilfældene for de ansatte på alarmcentralen at opdage et hjertestop.
Når de ansatte får hjælp fra kunstig intelligens, kan de opdage op til ti procent flere hjertestop.
Det viser et projekt i Region Hovedstadens Akutberedskab, som siden september 2018 har brugt kunstig intelligens til at hjælpe med at finde hjertestop i opkald, der kommer ind til alarmcentralen.
Trænet til at analysere
'Corti Orb', som den kunstige intelligens hedder, lytter i praksis efter ord og vendinger, der kan tyde på hjertestop, og sammenligner med de over hundredtusind opkald, den er blevet trænet til at analysere for at finde vigtige mønstre.
Hvis analysen viser, at opkaldet kan dreje sig om hjertestop, vil den kunstige intelligens sende en popup-meddelelse til 1-1-2-medarbejderens skærm, hvor der står 'Mistænk hjertestop'.
Personalet inddrager beskeden i vurderingen og sender en ambulance, akutlægebil og en hjerteløber ud til borgeren. Samtidig giver personalet ved 1-1-2 sundhedsfaglig vejledning i hjerte-lunge-redning til de personer, der er sammen med den syge borger.
Store perspektiver
Der er store perspektiver i forhold til at anvende kunstig intelligens – også på andre diagnoser end hjertestop, forklarer Stig Nikolaj Blomberg, der er forsker i kunstig intelligens i Region Hovedstadens Akutberedskab.
Han mener, at de foreløbige resultater er "overraskende gode":

Foto: Erfaringerne med Corti Orb har ført til samarbejder med flere andre akutberedskaber rundt om i verden – bl.a. i Stockholm og Seattle.
"Vi tænker på at folde det ud på tilstande som blodprop, meningitis og blodforgiftning. Desuden overvejer vi at udvide bruges af kunstig intelligens, så den også kan lytte med på Akuttelefonen 1813 i stedet for kun på 112," siger Stig Nikolaj Blomberg og forklarer, at det er meget vigtigt at opdage hjertestop så tidligt som muligt:
"Sandsynligheden for en succesfuld genoplivning efter hjertestop falder med cirka 10 procent pr. minut fra hjertestoppet indtræffer, til der startes hjerte-lunge-redning. Det er derfor, at det er vigtigt at finde hjertestoppet hurtigt og finde det hver gang," siger han.
Mennesket stadig i fokus
Det er virksomheden Corti, der har udviklet den kunstig intelligens, som Akutberedeskabet bruger. Direktør Andreas Cleve forklarer, at kunstig intelligens ikke er bedre end mennesker til særlig mange ting:
"Men den har en enormt god hukommelse, og hvis du fodrer den med nok historiske eksempler, kan den være rigtig god til hurtigt at se mønstre på tværs af alle dem," siger han.
Andreas Cleve påpeger, at mennesket stadig skal være i fokus – men at man kan bruge kunstig intelligens til at give flere redskaber til at gøre godt arbejde endnu bedre. Sygeplejerske i 1-1-2 AMK-Vagtcentralen Anne-Marie Ebbesen oplever i gennemsnit, at popup-meddelelsen kommer 2-4 gange på en vagt:
"Forhåbentlig fører det til, at der bliver sat ind med hjertestopbehandling tidligere," siger hun.
KUNSTIG INTELLIGENS I ALARM 112
Sådan bruger Akutberedskabet kunstig intelligens til at opdage hjertestop:
- En borger ringer til 1-1-2. Personalet på 1-1-2 tager et opkald om skade eller sygdom, og den kunstige intelligens lytter med på samtalen efter ord eller vendinger, der kan tyde på hjertestop. Det kan f.eks. være 'trækker ikke vejret', 'er besvimet', 'kan ikke komme i kontakt med personen' samt en række andre ord.
- Automatisk analyse. Alle ord og vendinger under nødopkaldet analyseres automatisk af den kunstige intelligens, og de sammenlignes med de tusinder og atter tusinder af opkald, den er blevet trænet til at analysere for at finde vigtige mønstre.
- Støtte til vurdering. Hvis analysen viser, at opkaldet kan dreje sig om hjertestop, vil den kunstige intelligens sende en popup-meddelelse til 1-1-2 medarbejderens skærm, hvor der står 'Mistænk hjertestop'. Personalet inddrager beskeden i vurderingen og sender en ambulance, akutlægebil og en hjerteløber ud til borgeren. Samtidig giver personalet ved 1-1-2 sundhedsfaglig vejledning i hjerte-lunge-redning til de personer, der er sammen med den syge borger.
- Region Hovedstadens Akutberedskab har afprøvet kunstig intelligens siden september 2018. Foreløbige resultater viser, at den kunstige intelligens er i stand til at identificere 85-90 procent af hjertestoppene. Til sammenligning lykkes det i 75 procent af tilfældene for de ansatte på alarmcentralen at opdage et hjertestop.