Strategi for Udsathed: "Alle skal kunne leve et trygt og godt liv i Fredericia"

Fredericia Kommune har sat fokus på udsathed blandt kommunens borgere. Med en skarp innovativ strategi har de skabt et succesfuldt samarbejde på tværs af politikere, borgere, virksomheder, foreninger og kommunen.

Formand for kommunens Social- og Beskæftigelsesudvalg Peder Tind og projektleder Louise Gade Ellekrog har i samarbejde med kommunens andre aktører skabt en innovativ strategi for udsathed.

Billede: Formand for kommunens Social- og Beskæftigelsesudvalg Peder Tind og projektleder Louise Gade Ellekrog har i samarbejde med kommunens andre aktører skabt en innovativ strategi for udsathed.

Helt overordnet er der ingen fast definition på, hvad der gør en borger udsat.

Udsathed er derfor et meget subjektivt begreb, der fx både kan dække over at være hjemløs, misbruger eller ensom. Nogle gange kan livet pludselig tage en helt uventet drejning, der betyder, at en borger i en kortere eller længere periode kommer til at befinde sig i en udsat situation, der kræver hjælp og vejledning fra andre.

I 2018 besluttede Social- og Beskæftigelsesudvalget i Fredericia Kommune derfor, at kommunen skulle have en ny strategi for udsathed. Vel at mærke ikke en politisk forhåndsdefineret strategi, men i stedet baseret på høj grad af borgerinddragelse på tværs af hele kommunen.

"Alle skal kunne leve et trygt og godt liv i Fredericia. Ved at skabe debat om udsathed med borgeren i centrum, håbede vi, at vi kunne udvikle en strategi med mulighed for aktiv handling. Men vi skulle naturligvis også have den helt rigtige ildsjæl og primus motor til at drive arbejdet, hvilket vi i den grad har fået," fastslår formand for kommunens Social- og Beskæftigelsesudvalg, Peder Tind, og henviser til projektleder Louise Gade Ellekrog, som tog mod den spændende udfordring.

Strategi for Udsathed

Foto: Strategi for Udsathed har skabt et succesfuldt tværfagligt samarbejde, der i fællesskab arbejder for færre udsatte i kommunen.

Vild opbakning

"Det fantastiske i processen har været, at lokalpolitikerne havde modet til at tage den vigtige beslutning uden at forhåndsdefinere rammerne. Dermed har vi haft mulighed for at sætte borgerne i centrum og invitere alle til dialog om, hvad og hvordan vi kan gøre. Og både opbakning og engagement på tværs af borgere, virksomheder, foreninger og frivillige organisationer har været helt vild," fortæller Louise Gade Ellekrog om det innovative forløb, der har givet det hun betegner som en perfekt uperfekt strategi.

Med afsæt i en række særdeles velbesøgte dialogmøder og events, blev Strategi for Udsathed udarbejdet.

Den indeholder 12 udviklingsprincipper (se nederst i artiklen) med indsatsområder, tiltag og succeskriterier båret frem af frivillige ambassadører, som har lyst til at gøre en ekstra indsats for fællesskabet. Pointen med ambassadørerne er, at der ikke bliver stillet krav til, hvor meget de skal yde. Hver eneste lille indsats tæller, og man byder ind med netop det, man kan.

"Vi havde håbet på 15 ambassadører, men kan i dag notere mere end 130 både blandt privatpersoner, virksomheder, foreninger og frivillige organisationer. Og det er jo ganske enestående," fortsætter Louise Gade Ellekrog om det store frivillige ambassadørkorps, der er kommet på banen ved at italesætte den vigtige udfordring med udsathed.

Ildsjæle og engagement

"For os politikere har det været vigtigt med en anerkendende tilgang i fortællingen om, at civilsamfundet kan noget, som kommunen ikke kan," fastslår udvalgsformand Peder Tind om den innovative proces, hvor der løbende bliver prøvet nye tiltag i samarbejde på tværs af hele kommunen.

"Med kombinationen af ildsjæle og stort engagement fra alle, hvor vi i fællesskab med borgere, organisationer og virksomheder løfter i flok, er det lykkedes at få noget til at vokse til glæde for endnu flere," fortsætter han og påpeger, det er vigtigt at være opmærksom på, at Strategien for Udsathed er i en løbende udviklingsproces.

Det er nemlig ikke muligt at styre retningen og forudsige, hvor det ender. Men fakta er, at strategien har betydet, at antallet af hjemløse i Fredericia er faldet med næsten 30 procent. Ifølge Louise Gade Ellekrog skyldes det, at der nu er kommet helt andre øjne på udsathed, og at der i langt højere grad er mulighed for at samarbejde på tværs og tage individuelle hensyn.

"Ved at skabe rammerne for dialog og hvordan vi kan løfte i fællesskab, har vi fået skabt en lang række værdiskabende tilbud, hvor mange flere er interesseret i at byde ind - og byder aktivt ind. Faktisk er arbejdet lykkedes så godt, at Fredericia Byråd har godkendt at støtte op om Strategi for Udsathed til at række meget længere end 2020, som var det oprindelige mål. Det er til glæde for alle kommunens borgere, hvilket vi jo kun kan være tilfredse med," fastslår projektleder Louise Gade Ellekrog.

Læs mere om Strategi for Udsathed på Frederica Kommunes hjemmeside 

De 12 udviklingsprincipper

Tema 1: Fokus på det hele menneske
Ligeværdig dialog i øjenhøjde. Plads til forskellighed med øje for den enkeltes styrker.

Tema 2: En by for alle
Fredericia har plads til alle. De skæve løsninger skal tænkes ind i bybilledet med plads til forskellighed.

Tema 3: Sport i fællesskaber
Relationer og fællesskab gennem fysisk aktivitet motiverer og skaber frirum til andre aspekter af livet.

Tema 4: Inddrage borgerne
Ejerskab og bedre løsninger bliver skabt ved at inddrage borgerne og tage målgruppen med på råd.

Tema 5: Flere ind i fællesskaber
Flere skal ind i fællesskaber og dermed forebygge ensomhed.

Tema 6: Fra udsat til ansat
Fleksible rammer, let tilgængelig hjælp og relationer skal hjælpe udsatte til at blive en del af arbejdsfællesskabet og dermed selvforsørgende.

Tema 7: Være en god ven
At have en at følges med skaber tryghed og motivation. Venskaber kan forebygge ensomhed.

Tema 8: Netværke og kommunikere
Et endnu mere synligt netværk skal gøre det muligt at skabe bedre kommunikation og oplysning.

Tema 9: Samarbejde på tværs
Fællesskabet bliver stærkere med samarbejde på tværs af kommune, virksomheder, borgere og lokalsamfund.

Tema 10: Mere frivillighed
Frivillighed giver værdi for alle ved at koble frivillige ressourcer og muligheder sammen, hvor det er muligt.

Tema 11: Fysisk og mental sundhed
Lige adgang til sundhed med kost, motion og mental sundhed som vigtige faktorer til at mestre egen livssituation.

Tema 12: Forebyggende arbejde
Prioritere koordinerende og tidlige indsatser for at forebygge, borgere havner i udsathed.