Hvad nu, hvis vi i fremtiden kan være syge i eget hjem og sunde på hospitalet?

I Region Midtjylland har medarbejdere i et samspil på tværs af regionen skabt fem scenarier for, hvordan fremtidens region kan se ud. Scenarierne udfordrer 'plejer' og skal åbne op for nye veje at gå.

Grafisk oversigt af sygehus

Billede: I artiklen er præsenteret i fem forskellige, men sammenflettede fortællinger – eller scenarier – om hospitaler, socialområder, sektorer og administration i en alternativ, måske fremtidig verden om 5 år.

Er patienter og pårørende en del af hospitalsledelsen? Kan man som kliniker tage på arbejde i 'mellemrummet' mellem patientens hjem, hospitalet og andre institutioner? Eller kan man som borger bidrage direkte ind i politiske drøftelser via en app-løsning?

Sådan lyder nogle af tankeeksperimenterne i en ny artikel fra innovations- og digitaliseringsteamet i Koncern HR, Udvikling i Region Midtjylland.

Artiklen er samskabt med deltagere fra Region Midtjyllands innovationsnetværk på baggrund af en kreativ proces og skitserer fem scenarier for fremtidens Region Midtjylland.

Grundlag for anderledes tanker

Håbet er, at artiklen kan skabe grobund for anderledes og udfordrende tanker om offentlig innovation i en regional kontekst, forklarer Sofie Thordal, og Ouafa Rian fra Koncern HR, Udvikling i Region Midtjylland:

"Hver eneste dag skaber ansatte og ledere nyt og forbedrer eksisterende processer og produkter. De kan ikke lade være. Men mange oplever og italesætter samtidig flere udfordringer, der hæmmer eller forhindrer nytænkning. Vi hører for eksempel, at de oplever en 'stiv' organisation, der mangler et svaj eller en indre bevægelighed. Der kan det være givende at tænke i fremtidsscenarier, hvor man kan drømme og tænke mere frit fra dagligdagens rammer og vaner og på den måde få øje på nye veje og muligheder," forklarer de.

Tankeeksperimenterne har resulteret i fem forskellige, men sammenflettede fortællinger – eller scenarier – om hospitaler, socialområder, sektorer og administration i en alternativ, måske fremtidig verden om 5 år.

Digitalisering et gennemgående tema

Blandt andet om den yngre læge Anders' samspil med både hospitalsledelse og patienter.

"Artiklen er skabt gennem en proces og dialog med medarbejdere på tværs af regionen. Det har været vigtigt for at få forskellige perspektiver på, hvad vi som region kan og skal – og hvordan man kan se anderledes på det og ikke mindst, hvor indbyrdes forbundne alle elementerne er," siger Sidsel Villumsen og Karina Vinther fra Koncern HR, Udvikling i Region Midtjylland.

"Vi er 30.000 medarbejdere i regionen alene – og regionen er ikke alene, der er jo hele det omgivende samfund også. Samlet er der en enorm innovationskapacitet på tværs, hvilket er afgørende for at skabe og sikre et borgercentreret velfærdssamfund," fortsætter de.

Sidsel Villumsen og Karina Vinther understreger samtidig, at digitalisering er et gennemgående tema i alle scenarierne, fordi vi i fremtiden skal forstå digitalisering og teknologi som en integreret del af vores arbejde og vores hverdag.

Skal sætte scenarierne i spil

Næste skridt er nu at sætte de enkelte scenarier i spil blandt Region Midtjyllands medarbejdere og ledere: Hvad skaber genklang, hvad tapper ind i deres håb for fremtiden, hvad provokerer?

Innovationsdagen i Region Midtjylland

Billede: Region Midtjylland holder hvert år en Innovationsdag, hvor man kan dele ideer og gode løsninger.

Samtidig lægger teamet op til, at alle, der har lyst, er med til at udvikle nye scenarier – hver for sig, sammen og på tværs.

"Vi håber det kan blive en slags historie, der vokser og udvikler sig. Scenarier med knopskydninger og nye grene, med spirer og vildskud. Det kunne være fantastisk. For hemmeligheden er jo, at fremtiden er den, vi hele tiden selv er med til at skabe – ligesom de her scenarier," lyder det fra innovations- og digitaliseringsteamet i Koncern HR, Udvikling i Region Midtjylland.

Læs hele artiklen og de fem fremtidsscenarier her (eksternt link) >