Region Sjælland deler ud af gode løsninger, som er egnet til spredning

På Region Sjællands hjemmeside bliver en liste løbende opdateret over innovationer, der er egnet til spredning. Der er ingen grund til at opfinde den samme ting flere gange.

Region Sjællands App

Billede: App'en FAST, et digitalt værktøj til identifikation af frafaldstruede unge på erhvervsuddannelser, er blandt løsningerne, der er egnet til spredning.

"Der ligger helt klart både et eksternt og et internt signal i det: Tag bare og brug det, som allerede findes derude. Det er også innovation at genbruge andres løsninger."

Sådan lyder det fra Jesper Reumert, chefkonsulent i Data og udviklingsstøtte, Region Sjælland.

Data og udviklingsstøtte har på regionens hjemmeside lavet en underside, hvor man kan finde projekter egnet til spredning.

Nyttiggøre andres løsninger

Det er for eksempel Virtuelt Ambulatorium fra Holbæk Sygehus, der vandt Digitaliseringsprisen 2019, og det digitale værktøj SAFE, som er en app, der hjælper selvskadetruede patienter og deres pårørende.

Hjemmesiden opdateres løbende med projekter, som regionen vurderer er egnede til spredning andre steder.

Find tal og fakta i Innovationsbarometeret: Genbrug og spred

"Vi har især det seneste år arbejdet med at blive mere bevidste om selv at nyttiggøre løsninger, som er skabt andre steder. Hvis der allerede findes noget fra en anden region, et andet sygehus, en anden arbejdsplads – kan det så bruges her? Og kan vi, hvis vi har en fornemmelse af det, teste det på ét sygehus og sprede det ud til resten, hvis det har en værdi?" siger Jesper Reumert.

Ikke mindre innovation at kopiere

"Listen på hjemmesiden skal ses som en forlængelse af det. For én ting er at blive bedre til at nyttiggøre de ting, andre har udviklet. Men det kunne jo også være, vi selv havde et eller andet, der var værd at sprede," fortsætter han og understreger, at Region Sjælland "endnu ikke er i mål", men at det er den retning, regionen gerne vil bevæge sig i:

"Mange steder er der stadig en diskussion om, hvorvidt det er innovation at implementere noget, andre har lavet. Derfor er det også et signal indadtil om, at det ikke er mindre fint eller mindre innovation at genbruge eller kopiere, hvad andre har lavet. Selvfølgelig skal der være plads til den der sandkasse-ting til de sjove og nyttige ideer, som måske kan gøre en væsentlig forskel og føre til radikal innovation. Men det er dælme også vigtigt at få brugt det, der allerede findes," siger Jesper Reumert.

Ligger du inde med en spredningsindsats, COI bør kende til? Så tip COI's kommunikationsansvarlige Paul Sauer på [email protected].

Prøv også COI's Spredningsguide, der gør det lettere at dele eller genbruge gode løsninger.