Se eller gense inspirationsdebat: Skoleinnovation og ledelseskæder

Skoleinnovation og ledelseskæder var på programmet, da COI afholdt inspirationsdebat i forbindelse med Ledelsesugen 2020. Se eller gense hele debatten her.

Hvordan ser innovativ skoleledelse ud i praksis? Og hvordan kan ledelseskæden fra politiker og direktør til frontlinjelederen skabe den ledelsesmæssige sammenhæng, som styrker arbejdspladsen og fremmer innovation?

Det var blandt temaerne, da COI den 29. oktober afholdt inspirationsdebat om skoleinnovation og ledelseskæder:

NKR8CrDHkkw

Video: Se eller gense hele inspirationsdebatten, der blev afholdt torsdag den 29. oktober.

Med afsæt i Ellebjerg Skole i Københavns Kommune, der gennem innovativ ledelse har vendt udfordringer til succes, udforskede og debatterede ledere fra forskellige positioner ledelse, der krydser grænser, og hvordan der kan skabes sammenhæng i ledelseskæden fra politikeren til frontlinjelederen.

Inspirationsdebatten blev afholdt i forbindelse med Ledelsesugen 2020. Debattørerne var:

  • Anne Graah, skoleleder, Ellebjerg Skole, Københavns Kommune
  • Jesper Christensen, Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune
  • Tobias Børner Stax, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune
  • Jette Runchel, årets ledelsesambassadør og kommunaldirektør i Albertslund Kommune

Tillid og videndeling

Undervejs i debatten hæftede skoleleder Anne Graah sig ved det vigtige i både tillid og videndeling:

"Der har været tillid til os. Det har jeg kunnet mærke. Forvaltningen og direktionen løsnede grebet op, da de fandt ud af, hvor godt det faktisk gik. Og så har vi haft meget frie tøjler, føler jeg. Det er rigtig rart. Samtidig er der nogle pejlemærker i Københavns Kommune, som faktisk er langvarige – selvom der har været udskiftning på borgmesterposten og i direktionen, er det de samme visionære pejlemærker," sagde Anne Graah og tilføjede om videndeling:

"En af direktørerne i Børne- og Ungdomsforvaltningen har for eksempel samlet de skoler, som har haft mange udfordringer omkring det socioøkonomiske niveau, antallet af tosprogede elever osv., og vi har så mødtes og kunnet videndele. Det er guld værd at kunne videndele med skoler, der ligner én selv. Jeg kan føle mig lidt alene med de udfordringer, vi står med, fordi vores skole er anderledes end de andre. Så er det rart at kunne møde med skoler både på tværs af kommunerne og internt i kommunen," fortsatte skolelederen og hæftede sig også ved det vigtige i, at visionerne skal komme oppefra, mens strategien skal komme nedefra:

Vigtigt at skabe sammenhæng

"Det er en svær balance. Hvis jeg var politiker eller direktør, og jeg fik en god ide, ville jeg nok også rigtig gerne implementere det på alle skoler. Men det er rigtig vigtigt, at hver skole finder ud af, hvad der er udfordringen lige præcis her, og hvordan håndterer vi dem, så vi kommer videre," sagde Anne Graah.

"Hvis jeg var politiker eller direktør, og jeg fik en god ide, ville jeg nok også rigtig gerne implementere det på alle skoler. Men det er rigtig vigtigt, at hver skole finder ud af, hvad der er udfordringen lige præcis her, og hvordan håndterer vi dem, så vi kommer videre."

Anne Graah, skoleleder, Ellebjerg Skole, Københavns Kommune

Kommunaldirektør i Albertslund Kommune og årets ledelsesambassadør Jette Runchel svarede blandt andet på, hvorfor det er vigtigt at skabe sammenhæng i ledelseskæden fra politikere til frontlinje:

"Hvis vi taler ind i en innovationsdagsorden, og hvis vi har et ønske om hele tiden at udvikle på den måde, vi mødet barnet eller borgeren på, så tænker jeg, at det er vigtigt, at det også er forankret i det øverste politiske niveau, at vi kan gøre ting anderledes. At vi må arbejde med, hvordan det møde finder sted. Jeg har selv arbejdet rigtig meget med at skabe en organisation, der kan arbejde innovativt. Det har kommunalbestyrelsen nikket til, at sådan må vi arbejde. For vi bruger jo nogle ressourcer på at prøve at arbejde med det og sige: Her er der brug for et innovativt spor," sagde Jette Runchel og fortsatte:

Prøver at skabe politisk ro

"For at give rygstøtte til den leder, der står helt derude og skal lave den forandring, som Anne fortæller om, er det vigtigt, at retten til at lave forandringen også er forankret i det politiske niveau."

"For at give rygstøtte til den leder, der står helt derude og skal lave den forandring, som Anne fortæller om, er det vigtigt, at retten til at lave forandringen også er forankret i det politiske niveau."

Jette Runchel, årets ledelsesambassadør og kommunaldirektør i Albertslund Kommune

Jesper Christensen, Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune, fortalte blandt andet om hans syn på den politiske ledelsesrolle:

"Jeg ser det som min vigtigste opgave at prøve at skabe politisk ro omkring: Hvad er det for en retning, vi skal? Det har vi i flere af de udvalg, jeg har været i, gjort ved blandt andet at lave nogle enkle strategier og anerkende, at der er rigtig mange kommunale opgaver – heriblandt skolen – vi ikke kan løse alene. Jeg tror, at den vigtigste politiske opgave er at sætte nogle få og klare ambitioner på det faglige, på det trivselsmæssige: Hvor er det, vi skal hen? Og kun så få steder som muligt også blande os i det, man kunne kalde 'hvordan': Hvilke greb er det så, vi tænker, I skal bruge?" sagde Jesper Christensen og tilføjede:

Skal binde forandringskraften

"Jeg er helt enig i: Ved gud, det er svært at holde fingrene væk. Også når nogen kommer og siger, at nu er der noget galt herude. At have den tillid, der skal til."

"Den vigtigste politiske opgave er at sætte nogle få og klare ambitioner på det faglige, på det trivselsmæssige: Hvor er det, vi skal hen?"

Jesper Christensen, Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune

Tobias Børner Stax, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune, forklarede om sin rolle i forhold til at fremme en velfungerende skole:

"Min rolle at være den kedelige i det her selskab. Den, der holder snuden i sporet i en innovationsdiskussion. Jeg har som opgave at binde den forandringskraft, der ligger i det politiske rum, ind i en eller anden form for konsistens – en lidt simplificeret retningsbeskrivelse, som giver fornuft og mening i de ledelseslag, der skal flytte nogle konkrete medarbejdere, der har konkrete børn mellem hænderne," sagde Tobias Børner Stax og fortsatte:

"Jeg skal et eller andet sted sørge for, at den strategi, som Jesper viser, ikke bliver opfattet som et nyt forandringsprojekt besluttet på rådhuset. Men at den er et kontinuerligt, fornuftigt næste skridt i den virkelighed, som de udførende dele af Børne- og Ungdomsforvaltningen står med. Og det skal så gøres i det rum, som Anne så fint beskriver, der består af mange forskellige enheder, der kan være mange forskellige steder."

"Jeg skal et eller andet sted sørge for, at den strategi, som Jesper viser, ikke bliver opfattet som et nyt forandringsprojekt besluttet på rådhuset. Men at den er en kontinuerligt, fornuftigt næste skridt i den virkelighed, som de udførende dele af Børne- og Ungdomsforvaltningen står med."

Tobias Børner Stax, direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune

Se eller gense hele inspirationsdebatten i videoen længere oppe i artiklen.