Invitation: Temauge om grøn omstilling gennem offentlig innovation

Kom med til digital temauge i uge 37, hvor COI sætter fokus på grøn omstilling.

Grafik: Temauge om grøn omstilling

Hvordan kommer vi videre med den grønne omstilling i den offentlige sektor? Og hvordan samarbejder vi, så gode løsninger skaleres og spredes?

Det stiller vi skarpt på i uge 37, når COI holder digital temauge om grøn omstilling og inviterer til tre arrangementer med hvert sit fokusområde: Bæredygtigt byggeri, klimatilpasning og cirkulært forbrug.

På hvert arrangement får du:

  • Inspiration og indblik i to konkrete cases med implementerede og værdiskabende løsninger, præsenteret af frontløbere fra den offentlige sektor.
  • To eksperters perspektiver på de præsenterede cases og deres bud på, hvordan vi styrker den grønne omstilling. 

Læs mere og tilmeld dig et eller flere arrangementer herunder. Alle arrangementer er gratis og afholdes digitalt. 

13. september: Cirkulært forbrug

Tidspunkt: Kl. 13.00-14.45 

Hvorfor: Cirkulært forbrug handler om at genanvende vores ressourcer på ny og gøre væksten bæredygtig. En omstilling af den offentlige sektors forbrug til en mere cirkulær praksis er en afgørende dagsorden i den grønne omstilling. Til temaugens første arrangement vil du høre om succesfuld genanvendelse af blød plast, partnerskaber for cirkulær økonomi og bæredygtigt indkøb.

Hvem kan du møde:

  • Vesthimmerlands Kommune, der gennem et partnerskab har øget indsamlingen af blød plast med 400 procent.
  • Høje-Taastrup Kommune, der i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier (DFD) udviklet en løsning og indgået kontrakt om leverance af genbrugstøj til hver 10. af kommunens medarbejdere.
  • Lærke Møller Toftlund fra Gate21 og Anne Dorthe Fethers fra CLEAN Cluster giver deres perspektiv på cirkulært forbrug og indspark til, hvordan vi indfrier innovationspotentialer og får handlet uden om eksisterende barrierer.

Målgruppe: Offentlige ledere og medarbejdere, der arbejder med udviklingen af den offentlige sektor generelt eller med særlig fokus på grøn omstilling og cirkulært forbrug, samt organisationer, der samarbejder med den offentlige sektor.

Læs mere og tilmeld dig

14. september: Klimatilpasning

Tidspunkt: Kl. 13.00-14.45

Hvorfor: Klimaforandringerne accelererer og tiltag, der kan gøre os modstandsdygtige over for forandringerne er efterspurgt. Mange er allerede optaget af finde nye løsninger i fællesskab, og der findes gode eksempler på, hvordan den offentlige sektor imødekommer udfordringerne. Til temaugens andet arrangement vil du høre om regnvandshåndtering og få et indblik i, hvordan man kan skabe bæredygtige løsninger gennem innovative partnerskaber.

Hvem kan du møde: 

  • Frederiksberg Kommune, der gennem et innovationspartnerskab har udviklet et system til at håndtere regnvand. Løsningen har fokus på regnvandshåndtering, vækstmedie og optimal vandtilførsel til træer og er specielt velegnet til den tætte by. 
  • Hedensted Kommune, der har udviklet landets første Termovej, hvor regnvandsopsamling og energiproduktion er tænkt ind i løsningen. Den bæredygtige løsning er et resultat af et resultat af et samarbejde mellem en række offentlige og private partnere.
  • Eva Bøgh og Jonas Gillett fra Styrelsen for Dataforsyning fortæller om deres nye brugerflader for adgang til data om fx vand og Anja Wejs Larsen fra Region Midt giver deres perspektiv på arbejdet med klimatilpasning.

Målgruppe: Offentlige ledere og medarbejdere, der arbejder med udviklingen af den offentlige sektor generelt eller med særlig fokus på grøn omstilling og klimatilpasning, samt organisationer, der samarbejder med den offentlige sektor om klimatilpasning.

Læs mere og tilmeld dig

15. september: Bæredygtigt byggeri

Tidspunkt: Kl. 13.00-14.45  

Hvorfor: Byggeri står for en tredjedel af det samlede energiforbrug, og den offentlige sektor i Danmark udbyder årligt for over 30 mia. kr. i bygge og anlægsopgaver. Der er et kæmpe potentiale og behov for grøn omstilling i det offentlige byggeri, og til ugens tredje arrangement, kan du høre om, hvordan aktører inden for offentligt byggeri planlægger en mere bæredygtig fremtid ved at genbruge byggematerialer. 

Hvem kan du møde: 

  • Køge Kommune, der som led i projektet Cirkulær Sjælland har samarbejdet med bl.a. affaldsselskabet ARGO om at tilvejebringe en praksis for cirkulært byggeri og genanvendelse af genbrugte materialer i nyt byggeri.
  • Roskilde Kommune, Høje-Taastrup Kommune og Gate21, der i samarbejde har udviklet konkret praksis inden for bæredygtigt byggeri med genanvendelse af byggematerialer, jord og nedrevet beton.
  • Peter Noyé fra NIRAS og Christina Melvang fra erhvervsklyngen WE BUILD DENMARK deler deres viden om potentialer samt perspektiver på at styrke innovationen.

Målgruppe: Offentlige ledere og medarbejdere, der arbejder med udviklingen af den offentlige sektor generelt eller med særlig fokus på grøn omstilling og bygger, samt organisationer, der samarbejder med den offentlige sektor om byggeri.

Læs mere og tilmeld dig