'7.000 stemmer' samler corona-erfaringer i Fredericia Kommune

Hvordan evaluerer man på en hel kommunes oplevelser af livet under en coronapandemi? Få læring fra Fredericia Kommunes erfaringsindsamling '7000 stemmer' og tre tips til din evaluering fra projektleder Ellen Marie Fonvig.

Erfaringsindsamling i Fredericia Kommune

Billede: I Fredericia Kommune sendte de byrådsmedlemmer på gaden for at blive klogere på, hvordan coronapandemien ændrede borgernes hverdag. (Foto: Fredericia Kommune)

Manges hverdag blev med ét ændret, da coronapandemien ramte Danmark i foråret 2020, og lukkede landets butikker, skoler og institutioner ned. Hjemmearbejde, hjemmeundervisning og hjemmetræning blev en realitet og er det fortsat.

De mange ændringer har bragt både gode og mindre gode ting med sig, men én ting er sikkert – der er meget læring at hente af coronanedlukningen og genåbningen.

Det gælder også i Fredericia Kommune, som før sommerferien igangsatte en erfaringsindsamling om, hvordan borgere, virksomheder, samarbejdspartnere, medarbejdere og politikere oplevede den første tid med corona. 

"Den periode havde så meget værdifuld læring om, hvordan vi har fundet nye løsninger sammen – ikke kun i kommunen, men på tværs af borgere, virksomheder, organisationer, foreninger med videre," siger Ellen Marie Fonvig, udviklingskonsulent i Fredericia Kommune og projektleder på evalueringen.

5023 coronafortællinger indsamlet

Med inspiration fra kommunens postnummer 7000, fik erfaringsindsamlingen titlen '7000 stemmer' for at signalere, at alle i Fredericia kunne bidrage med deres fortælling. I et samarbejde mellem innovationshuset Public Intelligence og et tværorganisatorisk projektteam i kommunen blev 5023 coronafortællinger indsamlet i løbet af to uger i juni 2020.

Erfaringsindsamlingen har resulteret i et idékatalog udarbejdet af Public Intelligence, der udfolder de 11 mest oplevede effekter af corona og tilhørende idéer til fremtidige handlinger. Det er blandt andet oplevelsen af mindre sygdom, mere ro og større ligeværdighed og fleksibilitet i mødet med borgerne, der er kommet til udtryk i de indsamlede fortællinger.

Læs idékataloget og hør podcast om 7000 stemmer her >

Danner grundlag for fremtidens kommune

Kataloget er for nyligt blevet offentliggjort og ligger frit tilgængeligt på hjemmesiden www.7000stemmer.dk.

Evalueringen er et vigtigt element i den fortsatte udvikling af fremtidens kommune. Også årets budgetlægning har haft stor fokus på at give plads til netop de erfaringer og nye løsninger, der er opstået som følge af coronaudbruddet.

"Vi er til for borgerne – de skal kunne se og mærke, at deres oplevelser og besvarelser er noget, vi tager seriøst og arbejder videre med. Det er en proces og dialog, der fortsætter, selvom indsamlingen er overstået," siger Ellen Marie Fonvig.

Udstilling 7000 stemmer

Billede: De mange inputs i form af børnenes tegninger, de voksnes oplevelser og billeder fra perioden blev vist frem på en fysisk udstilling i sommeren 2020. (Foto: Fredericia Kommune)

Stærkt engagement og goodwill

Med udsigt til en sommerferie var det afgørende at få sat gang i erfaringsindsamlingen hurtigst muligt for at sikre validitet:

"Dels vidste vi jo ikke, hvordan forholdene ville være på den anden side af sommerferien, og dels ville erindringen for manges vedkommende nok også være længere væk. Så det gjaldt om at få indsamlet, mens både nedlukning og genåbning var dugfrisk i erindringen," siger Ellen Marie Fonvig.

Timingen var dog også den største udfordring, da det ikke gav projektteamet og Public Intelligence lang tid til at planlægge og indsamle erfaringer. De måtte derfor løbe stærkt for at nå i mål:

"Det har været en sjov proces, fordi der skulle løbes stærkt. Det motiverende er især kommet af, at vi har mødt så meget goodwill. Både borgere, medarbejdere og alle andre har været meget engagerede og haft lyst til at bidrage til indsamlingen. Det motiverede os til at løbe stærkt," siger Ellen Marie Fonvig.

"Det motiverende er især kommet af, at vi har mødt så meget goodwill. Både borgere, medarbejdere og alle andre har været meget engagerede og haft lyst til at bidrage til indsamlingen"

Ellen Marie Fonvig, udviklingskonsulent, Fredericia Kommune

Et brev til alle i e-boks

Hun og teamet mødte kun positive ansigter blandt medarbejdere, samarbejdspartnere, politikere og borgere, der alle stemplede ind på idéen med en omfattende erfaringsindsamling.

"Vi lavede blandt andet en karavane, som var rundt i Fredericia to uger i juni, hvor lokalpolitikere og kommunale medarbejdere uddelte postkort med spørgsmål på, hvor man så kunne skrive sine inputs og give dem tilbage på stedet. Det gav plads til en god dialog og mulighed for at dele sine oplevelser, " siger Ellen Marie Fonvig om indsamlingsprocessen.

Ud over det fysiske fremmøde havde borgerne mulighed for at dele deres erfaringer på hjemmesiden www.7000stemmer.dk. Der blev samtidig sendt et brev via e-boks ud til alle med adresse i postnummer 7000 med opfordring til at deltage i erfaringsindsamlingen.

"Det gav rigtig god mening at sætte i gang, fordi perioden havde så stor indvirkning på alles liv. Så hvis vi skulle bruge det her til at udvikle måden, vi leverer velfærd og service på, så skulle vi virkelig slå ørerne ud og lytte til borgerne," påpeger udviklingskonsulent Ellen Marie Fonvig.

Erfaringsindsamling i Fredericia

Billede: Kommunens 'Demokraticontainer' - en slags politisk café i Fredericia - var det oplagte sted at møde byens borgere til en snak nedlukningen og genåbningen. (Foto: Fredericia Kommune)

Kommunens mange stemmer

På kommunens arbejdspladser fik medarbejdere og ledere samme opfordring, samarbejdspartnere fik tilsendt et spørgeskema, mens lokalpolitikerne blev interviewet om deres oplevelser. Det endelige datasæt endte derfor med at være både omfattende og solidt. 

Det var helt essentielt, at evalueringen inkluderede alle kommunens stemmer, og derfor var det væsentligt, at få input fra af de stemmer, der ikke altid bliver hørt. Det gjaldt derfor om at give både børn, ældre og udsatte borgere mulighed for at deltage:

"På skolerne tog lærerne en snak med eleverne om deres oplevelser, som de enten selv tastede direkte ind på hjemmesiden eller sendte til projektteamet. Det samme gjorde plejepersonalet på kommunens plejehjem. I daginstitutionerne og i de mindste skoleklasser lavede børnene tegninger, som blev en del af en fysisk udstilling med plancher, der gengav mange af de indkomne input om den særlige tid under corona," siger Ellen Marie Fonvig om at nå bredt ud til byens borgere.

Meget åbne spørgsmål

En anden årsag til, at projektteamet fik indsamlet tusinder af coronafortællinger fra alle dele af kommunen var, at spørgsmålene var meget åbne og primært omhandlede den enkeltes oplevelse af perioden med nedlukning.

"Spørger man ind til en specifik situation, får man også et specifikt svar. Spørger man derimod mere åbent, får man svar, man ikke regnede med, men som viser sig at være værdifulde. Det tror jeg var rigtig klogt og afgørende for, at vi fik så mange gode inputs," afslutter Ellen Marie Fonvig, udviklingskonsulent i Fredericia Kommune.