COI's nytårstale: 2021 – et nyt år præget af håb

Meget ondt har coronavirus bragt os, men i Danmark har den sat tempo og kræfter bag at udnytte resultaterne af det hidtidige innovationsarbejde, skriver centerleder Pia Gjellerup.

Centerleder Pia Gjellerup

Billede: Pia Gjellerup, centerleder i COI.

Alle nye år er forhåbningsfulde. At vende kalenderen på denne mørke tid af året og opleve det, som om der nu er noget helt nyt at tage fat på, er fascinerende og inspirerende. Efter 2020 er det med ekstra store forhåbninger og forventninger, at vi tager fat igen. Hold op, hvor skal det blive godt!

For COI er det andet og sidste år i vores strategi, som med årsskiftet er gået fra at være 'den nye' i 2020 til at have fokus på konklusioner og milepæle i år. De to udviklingsfelter har fået en stor plads i arbejdet: Innovation i offentlig-privat samarbejde og udbredelse af nye teknologiske løsninger. Selvstændige indsatser på felterne og en kraftigt toning af COI's kerneopgaver har præget arbejdet. Vores styregruppe løftede også barren for al indsats ved at inddrage de offentlige topledere som en ny målgruppe for COI's arbejde.

Corona har sat tempo

Corona-situationen bidrog til at sætte en skærebrænder ind i arbejdet med gennembrud for nye teknologiske løsninger. Meget ondt har denne virus bragt os, men i Danmark har den sat tempo og kræfter bag at udnytte resultaterne af det hidtidige innovationsarbejde. Det gælder i særklasse udnyttelse af teknologiske løsninger, som er blevet tilpasset, videreudviklet, delt og genbrugt til den store guldmedalje.

COI vil bidrage til at styrke kapacitet og kompetencer til at fastholde de nye landvindinger og til at omsætte de gode erfaringer blandt medarbejderne, der nu har prøvet at tage meget store og oftest vellykkede skridt med teknologien, hvor en del før har været tøvende eller usikre. Når man netop med succes har samarbejdet om at bruge nye teknologiske løsninger, er der brudt en mur. Vi skal bruge erfaringerne til at tage nye teknologiske løsninger i vores tjeneste. Det gør det muligt at løse opgaver på en bedre måde – ja, nogle gange overhovedet muligt at løse opgaven.

Glæder os til at besøge

COI's arbejde kan kun gennemføres i tæt samarbejde med vores mange relationer på arbejdspladser overalt i den offentlige sektor. I tider med meget færre møder ansigt til ansigt har det været helt afgørende at kunne udnytte kendskabet til hinanden. Det lægger en værdi ind i det virtuelle samarbejde. Jeg kan ikke skrive en nytårshilsen uden at takke alle, der tillidsfuldt og engageret er gået ind i løsningen af opgaver i samarbejde med COI. Det er formidabelt. Men hvor vi dog også glæder os til igen at kunne komme på besøg for aktivt at fornemme alt det, der ikke bare kan forklares.

Selvom det har været vanvittigt i corona-året at skulle samle interessenter på kryds og tværs af den private sektor og hele den offentlige sektor for at sætte mere kraft i innovationsarbejdet mellem de to sektorer, er det faktisk lykkedes at opbygge en bred forståelse bag nye initiativer. Vi er på vej med en konkret prolog for arbejdet i den første del af 2021, hvis den kan passes ind hos afgørende aktører. Mange har arbejdet for at løfte opgaven, nu er det tid, at der sker noget.

Læs også: Norsk-dansk topmøde om innovative offentlige indkøb: "Der er en utrolig lyst til at gøre noget"

Kæmpe for førertrøjen

Danmark ligger langt fremme i arbejdet med offentlig innovation. OECD er i gang med en vurdering, som sammen med andre landes seneste initiativer på feltet kan inspirere os i Danmark til at kæmpe for førertrøjen. Dette vil i den grad kræve toplederforankring og strategisk vilje. Ikke højtflyvende løfter, men retning, samspil og overbevisning.

Oplevelser og erfaringer fra 2020 vil give ekstra næring til udviklingen, mens valgene i både kommuner og regioner vil understrege den drivkraft og det ansvar, der ligger hos politikerne – også når det drejer sig om at løfte innovation til det næste niveau.

Godt nytår!