Ny analyse: Politikerne er motor for udviklingen af den offentlige sektor

Politiske beslutninger spiller i høj grad en positiv rolle i offentlig innovation, viser nye tal fra Center for Offentlig Innovation.

Billede: Politiske beslutninger danner ofte grundlag for offentlig innovation – og det fører blandt andet oftere til samarbejde om de nye løsninger.

Når danskerne sætter deres kryds til kommunal-, regions- eller folketingsvalg, gør det en forskel for fornyelsen af den offentlige sektor:

Politiske beslutninger spiller en positiv rolle i seks ud af ti offentlige innovationer.

Det viser helt nye tal fra Innovationsbarometeret – den officielle statistik over offentlig innovation, som Center for Offentlig Innovation (COI) udarbejder sammen med Danmarks Statistik.

Kræver politisk vilje og lederskab

Et eksempel på en politisk igangsat innovation er Odense Byråd, der har indledt en målrettet demokratisk samtale med borgerne, der fører til nye handlinger, så kommunen også i fremtiden har stærke lokalsamfund.

Et andet er den politiske beslutning om frikøb af DMI's vejrdata, der gavner private og offentlige aktører og den grønne omstilling.

"Det er gode nyheder, at politikerne spiller en rolle i over halvdelen af de offentlige innovationer. Vi ved, at større og komplekse forandringer, som vi har brug for på fx klima- og sundhedsområdet, kræver politisk vilje og lederskab. Derfor er vi optagede af, hvordan politikerne står stærkt i innovationsarbejdet," siger Lotte Rømer Grove, der er projektleder på COI's indsats for at styrke politikernes rolle i offentlig innovation.

Kommer frem til bedre løsninger

Den nye statistik kan findes i udgivelsen 'Fornyelse fra oven – når politikerne sætter præg på offentlig innovation', som udkommer i dag.

I udgivelsen giver blandt andre borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune Sofia Osmani (C) råd til, hvordan man som politiker kan styrke rammesætningen af innovationsarbejdet.

"Den største værdi af politisk innovationsarbejde er kort sagt, at vi kommer frem til bedre løsninger for vores borgere og brugere, og det er jo dem, det hele handler om. Nogle gange kommer de løsninger i form af højere kvalitet, og andre gange i en klogere måde at bruge pengene på," siger Sofia Osmani.

Klar til at følge og bidrage

Når offentlig innovation er igangsat af politiske beslutninger, samarbejdes der oftere med andre aktører om innovationen. Oftest internt i samme organisation, med andre offentlige arbejdspladser af egen slags og med vidensinstitutioner.

Når innovationer er igangsat af politiske beslutninger, er indfrielsen af politiske mål ofte en af de værdier, innovationen har skabt.

"Der er så meget innovationskraft i politikerne, og det er glædeligt, at det ofte omsættes i samarbejde med andre. Vi er klar til at følge og bidrage til arbejdet," siger Lotte Rømer Grove, projektleder på COI's indsats for at styrke politikernes rolle i offentlig innovation.

Download publikation:

Figurer til download:

Figur: Politiske beslutninger spiller en positiv rolle i seks ud af ti offentlige innovationer.

Figur: Politiske beslutninger spiller en positiv rolle i seks ud af ti offentlige innovationer.

Figur: Når politikere spiller en positiv rolle i offentlig innovation, er der oftere samarbejdet med andre om innovationen.

Figur: Når politikere spiller en positiv rolle i offentlig innovation, er der oftere samarbejdet med andre om innovationen.