80 offentlige innovationer er indstillet til Innovationspriserne 2021

Rekordmange offentlige arbejdspladser over hele landet har indstillet innovationer til NYT SAMMEN BEDRE-prisen eller Publikumsprisen. Få overblikket her.

I alt 64 offentlige innovationer er indstillet til den nationale innovationspris NYT SAMMEN BEDRE-prisen.

16 offentlige innovationer er indstillet til Publikumsprisen.

Dermed har rekordmange offentlige arbejdspladser over hele landet indstillet innovationer til de nationale innovationspriser, som COI første gang uddelte i 2019.

Spændingen har været stor

Priserne er skabt af COI for at fejre og synliggøre alt det gode arbejde, der sker i hele den offentlige sektor.

Chefkonsulent i COI Lene Krogh Jeppesen er begejstret over den store interesse:

"Spændingen har været stor: Hvor mange innovationer fik vi i nettet denne gang? Det forgangne års corona-indflydelse på samfundet og de offentlige arbejdspladser har medført en masse offentlig innovation. Samtidig har der været et enormt pres på de offentlige arbejdspladser, så ville de overhovedet kunne overskue at fortælle om innovationerne, selvom vi har forsøgt at gøre det nemt?" siger hun.

En masse superhelte

"Heldigvis er der – som vi håbede – en masse superhelte ude på arbejdspladserne. Hele 80 indstillinger tikkede ind før deadline – 15 flere end sidst. Vi har arbejdet på højtryk med at registrere, kvittere og sætte os ind i de indsendte innovationer," tilføjer Lene Krogh Jeppesen.

NYT SAMMEN BEDRE-prisen gives til en offentlig innovation, der rummer en løsning på et komplekst samfundsmæssigt problem, er udviklet sammen med andre aktører, har skabt værdi og har spredningspotentiale.

I juryen, der vælger de nominerede og vinderen, sidder formand for KL Jacob Bundsgaard (S), formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V), adm. direktør for Dansk Design Center Christian Bason, centerleder i COI Pia Gjellerup, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard og formand for Akademikerne Lars Qvistgaard.

Inspiration og stjæl med stolthed

Publikumsprisen hylder de mange innovationer, der løser dagligdagens mere simple udfordringer på de offentlige arbejdspladser og gør, at en opgave nu løses hurtigere og i en højere kvalitet end før.

Vinderne af begge priser bliver kåret på Innovationsdagen onsdag den 5. maj 2021.

Lene Krogh Jeppesen forklarer, at arbejdet nu går videre med at snævre feltet til NYT SAMMEN BEDRE-prisen ind.

"Jeg glæder mig til at arbejde videre med hele puljen og ser frem til igen at kunne dele ikke kun det 'lille felt' af nominerede – men også de andre gode innovationer, så flere kan finde inspiration og stjæle med stolthed. Det er som juleaften og en masse fødselsdage rullet sammen i én, når vi ser alle de mange innovative ideer, der er omsat i resultater, der giver værdi på flere bundlinjer," siger hun.

Besøg prisernes hjemmeside >