Innovationsstafetten: "Processen må aldrig blive for kompliceret"

Mette Tew er projektkoordinator ved KøgeBibliotekerne. Her arbejder hun på at åbne biblioteket op for omverden. Hun er denne måneds deltager i COI's Innovationsstafet.

Mette Tew, projektleder Køge Bibliotekerne

Mette Tew er projektkoordinator på KøgeBibliotekerne, hvor hun er med til at sikre bibliotekets udvikling.

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med innovation i den offentlige sektor. Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang har vi talt med Mette Tew, projektkoordinator ved KøgeBibliotekerne, hvor hun arbejder med bibliotekets samlede projektportefølje og er sparringspart for ledelsen og projektlederne omkring udvikling af nye projekter.

Hun har arbejdet med offentlig innovation i 17 år og er nu i gang med en MPI – Master i projekt- og innovationsledelse på SDU. 

Hvorfor arbejder du med offentlig innovation?

Jeg kan ikke lade være... Jeg har altid arbejdet med udvikling og innovation – både med egne projekter og med at hjælpe andre i gang med deres innovationer. Jeg er nysgerrig på nye og bedre løsninger af det arbejde, vi gør i det offentlige, som kan skabe merværdi for borgerne.

Jeg er særlig interesseret i vejen derhen og selve processen i at skabe værdi af innovationen og er altid på jagt efter nye metoder, erfaringer og værktøjer, som kan forbedre innovationsprocessen.

Hvordan arbejder du i praksis med offentlig innovation?

Som projektkoordinator sidder jeg i en stabsfunktion og har ikke direkte borgerkontakt. Mit primære fokus er at understøtte alle projekter i projektorganisationen og sikre, at de har en høj innovationsgrad og ikke mindst skaber værdi for borgerne. Jeg er inde over alle dele af processen med faglig rådgivning og sparring fra strategimøder i ledelsen, fundraising, projektudvikling, projektledelse, evaluering, afrapportering mm.

Jeg fungerer således som sparringspart for både ledelsen, projektlederne og andre kolleger, der arbejder med udvikling til at få så en god en proces som mulig, som sikrer de bedste resultater med den mest effektive proces. Og så spiller jeg også en vigtig rolle i forhold til, at vi tager læring med videre – måske særligt fra når det ikke går, som vi havde planlagt.

Jeg bruger også en del tid som facilitator af store og små innovationsprocesser – det er både internt på biblioteket og med eksterne partner. På mange måder er jeg organisationens projekthukommelse og arbejder aktivt på at viden og læring gemmes og lagres i organisationen, så erfaringerne kan bringes i spil i nye former og projekter senere.

Hvad er det spændende ved at arbejde med innovation i den offentlige sektor?

Folkebibliotekerne har de sidste år innoveret sig på mange måder. Både inkrementelle og radikale innovationer har set dagens lys. Dels har hele udlånsdelen af materialer undergået store forandringer ved indførslen af nye selvbetjente udlånsmaskiner, der er etableret åbne biblioteker, hvor borgerne frit kan komme, når de vil.

Vi har også set radikale innovationer i forhold til digitaliseringen af udlån og givet borgerne adgang til e-reolen, men når det kommer til stykket, er det enkelte bibliotek på mange måder stadig det samme. I dag blot med mere IT og færre medarbejdere, så vi skal fortsat arbejde med at forny os.

Der ligger en stor udfordring og et kæmpe potentiale i at få biblioteket til at udvikle sig synkront med det omgivende samfund. Folkebiblioteket er en af Danmarks mest besøgte kulturinstitutioner med et samlet årligt besøgstal på over 37 mio.

I en tid præget af forandringer spiller biblioteket en væsentlig rolle for vores tænkning og vores kulturliv. Vi giver borgerne adgang til viden og kulturoplevelser og bidrager derigennem til den almene dannelse og demokrati. Den udvikling der sker lige nu – den skal vi gøre i takt med borgerne – og vi skal hele tiden spørge os selv: "Hvor er der anledning til at gøre mere? Og hvordan griber vi de muligheder, der dukker op?".

Vores dynamiske egenskaber skal styrkes, så vi som institutioner bliver bedre til kunne identificere muligheder for innovation og udvikling, samtidig med at vi håndterer interne og eksterne kompetencer, så de imødekommer en konstant forandrende omverden.

"Folkebiblioteket er en af Danmarks mest besøgte kulturinstitutioner med et samlet årligt besøgstal på over 37 mio. I en tid præget af forandringer spiller biblioteket en væsentlig rolle for vores tænkning og vores kulturliv."

Mette Tew, projektkoordinator, KøgeBibliotekerne

Hvorfor er det vigtigt – hvilket mål ser du innovation som midlet til?

Folkebiblioteket er folkets bibliotek og de fleste steder også et stærkt omdrejningspunkt i lokalsamfundet – og et sted, der skaber sammenhængskraft og grobund for udvikling. Arbejdet med innovation på folkebiblioteket handler om hele tiden at skabe de bedste og mest tidssvarende tilbud til borgerne med de ressourcer og muligheder, vi har tilgængelige.

Vi er som alle andre offentlige institutioner underlagt besparelser og her kommer arbejdet med innovation til sin ret. Når man arbejder systematisk med innovationsprocesser, giver det mulighed for at finde løsninger, som ikke bare giver besparelser og bedre udnyttelse af ressourcer, men som faktisk giver mest muligt værdi til borgerne.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Det giver mig stor arbejdsglæde og tilfredshed, når jeg er med til at skubbe til mine kollegaer og hjælpe dem med at udvikle nye projekter, som tester og afprøver nye tilbud til borgerne. Deres succes er min succes. Da jeg samtidigt er inde og alle projekter fra start til slut, sker det heldigvis tit, at jeg er med til at fejre succeserne.

Mette Tew

Billede: Mette Tew har faciliteret mange innovationsprocesser og mener, at selve processen ikke må være alt for kompliceret. Her ses hun på hjemmekontoret.

Hvilken fejl har du lært mest af?

Når man arbejder med innovation, skal man også fejre fejlene – og gerne lære af dem, selvom det kan være svært at se det positive i situationen. Gennem tiden, har jeg faciliteret mange innovationsprocesser, og det som jeg tager med mig, er at selve processen ikke må være alt for kompliceret. Her taber man deltagerne.

Ligeledes skal problemet innovationen være tydeligt – hvis ikke formålet med innovationen står lysende klart, går motivationen for at finde den bedste løsning af fløjten.

Hvis du skulle arbejde på at udvikle en konkret innovation i morgen, hvad skulle det så være?

Jeg ville arbejde på at skabe udendørs områder i forbindelse med vores lokalbiblioteker og transformere pladserne til et helårligt åbent kulturelt læringssted i byrummet for foreninger, skoler, dagtilbud, lokale kulturaktører og borgere. Det skulle være et åbent rum, som kan skal pirre borgernes nysgerrighed og indbyde til samvær og ophold.

Hvem er din største hjælper i dit arbejde med offentlig innovation?

KøgeBibliotekernes Biblioteksstrategi fra 2015 har inddragelse og samarbejde med lokale aktører som fokusområder, hvor vigtigheden af, at der skal skabes rum for aktiviteter, der styrker sammenhængskraften lokalt og i samfundet som helhed, er indskrevet. Dette fokus i strategien er med til at blåstemple arbejdet med at inddrage nye samarbejdspartnere i åbne innovationsprocesser.

Vi åbner biblioteket op og inddrage borgere, foreninger, de andre forvaltninger mm. Der skabes nye stier, hvorfra idéerne udvikles sammen med eksterne aktører. Det gør arbejdet med innovation både bedre og sjovere – og resultatet bliver forhåbentlig også mere vedkommende, end hvis vi blot havde gjort, som vi plejede og selv født idéerne.

KøgeBibl.

Billede: Ledelsen på KøgeBibliotekerne har løbende fokus på innovation, hvilket gør en stor forskel for organisationen, mener Mette Tew.

Hvem eller hvad er din største modstander?

Den struktur bibliotekerne i Danmark har, kombineret med en stærk driftsorienteret kultur, påvirker også bibliotekernes dynamiske egenskaber, dvs. deres evner til at håndtere innovationen, lede og organisere den systematisk, samt reflektere og lære af disse erfaringer. Derfor går der indimellem lidt for meget "Det har vi prøvet før... eller det har vi ikke tid til" i den. 

Er der en person eller en situation, der har været afgørende for innovationsindsatsen i jeres organisation?

Ledelsen af biblioteket har en kontinuerlig fokus på innovation og udvikling. Det gør en kæmpe forskel, at der fra toppen af er støtte og ressourcer til udvikling i organisationen. Der arbejdes på – i både ord og handling – at italesætte vigtigheden af dette arbejde og skabe en kultur, hvor medarbejderne på biblioteket kan åbne op for arbejdet med åben innovation. Ledelsen arbejder ligeledes på at sikre, at der på forvaltningsniveau og på det politiske niveau også er vilje til fortsat at arbejde med at udvikle nye tilbud til borgerne og forståelse for, at det resultatet af det arbejde ikke nødvendigvist kan ses på bundlinjen her og nu.

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig innovation?

Tid og manglende forståelse for, at systematisk arbejde med innovation ikke kun er tidsbesparende på den lange bane, men også skaber mere værdi og bedre løsninger for borgere og medarbejdere.

Samtidigt oplever jeg inden for det offentlige en faglig angst for at afgive magt til borgerne: "Hvis borgerne skal bestemme, hvad sker der så med værdien af mig faglighed? Bliver jeg overflødig? Eller hvad hvis kvaliteten ikke er god nok?" Den tankegang er heldigvis under forandring.

Hvem vil du give stafetten videre til?

Jeg vil give stafetten videre til Brian Wiborg, museumschef på Viborg Museum. Et nyt og moderne bymuseum skal åbnes i Domkirkekvarteret, og en række nye udviklingsprojekter skal sættes i søen. Brian Wiborg er ambitiøs på sit museums vegne og formår at tænke i nye kommercielle partnerskaber og nyskabende borgerrettede aktiviteter, samtidigt med at han går forrest og inspirerer og opmuntrer sine ansatte til at tænke i nye baner.