"Vi skal tænke fremtiden ind. Det er fremtidens kommune, der definerer behovet for innovation"

Det kræver fremtidstænkning at løse de store udfordringer, mener Anne Vest, leder af CFIA – Center for Innovation i Aarhus. CFIA har netop udgivet en årsrapport for 2020.

Anne Vest, daglig leder af CFIA.

Billede: Anne Vest er daglig leder af CFIA & ITK Lab i Aarhus Kommune.

Man kan ikke ikke nævne corona.

Men selvom pandemien har fyldt – og stadig fylder – meget, er det langt fra eneste ting at fremhæve fra et travlt 2020.

Det forklarer Anne Vest, daglig leder hos Center for Innovation i Aarhus:

"Coronaen var og er en kæmpe gamechanger. Men der har faktisk været rigtig meget gang i de andre projekter, vi er en del af. Vi er blandt andet lykkes med at komme ind i de store, strategiske udfordringer som klima og integration. På den måde var 2020 ikke kun et corona-år," siger hun.

Fælles om nye veje i Aarhus

Center for Innovation i Aarhus – eller CFIA, som den interne innovationsenhed i Aarhus Kommune forkortes – har efterhånden fem år på bagen.

Centeret har netop udgivet en årsrapport for 2020, som giver et overblik over de projekter, CFIA har bidraget til det forgangne år.

Blandt andet har centeret haft særligt fokus på at understøtte den tværgående innovationsindsats 'Fælles om Aarhus. Nye veje til velfærd og vækst', som rummer seks definerede temaer: Internationalisering, integration, digitalisering & Smart City, samskabelse og frivillighed, klima samt styrket fokus på værdi for og med borgerne.

Efterspørgsel og stort behov

"Vi er lykkes med at tage nogle rigtig gode skridt ind i mange indsatser i 2020 trods det, at vi har været i gang med en masse corona-aktivitet ved siden af. Det er opløftende," siger Anne Vest.

Der er brug for, at kommunen tager livtag med de store, strategiske udfordringer, vi står overfor, tilføjer hun. Og her kan en enhed som CFIA spille en stor rolle:

"Vi bidrager med noget systematik, metode og faglighed ind i arbejdet med innovation, og det oplever jeg, at der er stor efterspørgsel på og brug for. Vi bliver inviteret ind til meget mere, end vi har ressourcer til. Det ser jeg som det største tegn på, at der faktisk er brug for nogle som os," siger Anne Vest.

Se COI's Danmarkskort: Her er de offentlige innovationsenheder

Kobles til det strategiske niveau

Mange steder i den offentlige sektor er innovationsarbejdet i dag blevet en del af hverdagen og er rykket tættere på driften. 

Sådan lød det fra 24 offentlige topledere i en analyse, som Udviklingsbureauet BETA sidste år lavede for COI. Toplederne advarede samtidig om, at innovationskraften risikerer at blive udsultet i en presset drift, hvor fokus alene er på at få hverdagen til at hænge sammen.


Anne Vest mener, at det er vigtigt og helt afgørende fortsat at koble innovation til det strategiske niveau. Ellers kan det "lidt være lige meget", forklarer hun:

Altid en vigtig her og nu-opgave

"Drift dræber jo tit og ofte innovationskraften, fordi så er der altid en her og nu-opgave, der er vigtigere end innovationen," siger Anne Vest.

Innovation skal være så tilpas vigtig for kommunen, at vi får en markant mindre attraktiv fremtid, såfremt det ikke lykkes os at realisere de innovative visioner og strategier, mener hun videre.

"Det er helt vildt vigtigt at koble innovationen til det strategiske niveau. Ellers er innovationen ikke nødvendig nok. Det er fint nok med noget hverdagsinnovation tæt på praksis, men det flytter for alvor ikke noget af det, der skal til, hvis vi kigger på fremtidens velfærdsudfordringer. Der skal mere til," siger Anne Vest.

Her er én ting, Anne Vest ser frem til i 2021 – og ét håb:

➡️ Ser frem til: Mere brændstof på Innovationsmotoren

"Vi har sat fed streg under Innovationsmotoren som noget megafedt, vi har skudt i gang i 2020," siger Anne Vest.

Derfor glæder hun sig til at se, hvad det kan blive til i 2021.

"Innovationsmotoren er en ny måde at arbejde med udmøntningen af innovationsmidler på i Aarhus Kommune. Det har kommunen tidligere haft svært ved at finde den gode model for," forklarer Anne Vest og uddyber:

"Puljemidler bliver tit og ofte en arena for intern konkurrence om penge i stedet for gode midler, der kan drive innovation fremad på de store, tværgående udfordringer."

Håbet med Innovationsmotoren er at mobilisere og målrette kommunens innovationskraft de strategisk store udfordringer – og samtidig fremme en innovationskultur, der bygger på en eksperimenterende tilgang inspireret af lean startup-modellen, forklarer Anne Vest.

Det vil for eksempel sige at fejle billigt, lære hurtigt og investere i takt med, at man får valideret nogle af de kritiske hypoteser, der kan blive en del af løsningsideen.

Læs mere om Innovationsmotoren i Aarhus Kommune (eksternt link) >

"Direktørgruppen er på vej til at beslutte nu, at vi skal arbejde videre med Innovationsmotoren i 2021 – og også i en bredere kontekst og med flere midler og en organisering omkring, som gør, vi kan skalere den og komme bredere ud, end vi var i testperioden. Det ser vi meget frem til," siger Anne Vest.

🙌 Håbet: Mere fremtid i fremtidens løsninger

CFIA er optagede af i stigende grad at tænke fremtiden ind i fremtidens løsninger, forklarer Anne Vest. Hendes håb er, at den tankegang efterhånden vil vokse frem andre steder også:

"Vi bliver nødt til at forholde os til fremtiden og gøre den mere konkret, hvis vi skal skabe de ønskede og nødvendige forandringer på eksempelvis klimaområdet. Her bliver det afgørende at få mobiliseret borgerne og virksomhederne omkring en fælles fremtidsvision for at skabe nødvendige adfærdsændringer. Altså have fremtiden med som en innovationspartner, fordi det er fremtiden – vores børn og unge og fremtidens borgere – vi egentlig designer fremtidens løsninger til," siger Anne Vest.

Derfor kan en offentlige sektor, som er bygget op af fire års politikperioder mellem valg, godt være hæmmende for innovationskraften, mener hun.

"At tænke tilpas langt ud i fremtiden og gøre den konkret er vigtigt for at hæve innovationsbarren og vores tænkning om, hvad der er muligt, og hvilken fremtid, vi ønsker for vores børn og unge," siger Anne Vest.

"Derfor er mit håb, at vi får et større perspektiv og noglemere konkrete fremtidsvisioner på de udfordringer vi står overfor som kommune og bysamfund. Og her kan fire års rul være alt for kortsigtet at tænke," tilføjer hun.

CFIA satte i 2020 som noget nyt ind på at styrke centerets fremtidssans og -tænkning.  

Læs hele CFIA's årsrapport for 2020 (eksternt link) >

Vil du vide mere?

Kontakt Anne Vest Hansen, daglig leder af CFIA & ITK Lab, på telefon: 4185 4178 eller mail: [email protected]