Unik termovej tackler to klimaudfordringer på samme tid

Ny vejstrækning i Hedensted Kommune kombinerer håndtering af ekstrem regn med bæredygtig energiproduktion. Projektet er gennemført i et offentligt-privat partnerskab, som har krævet nye, udfordrende samarbejdsformer.

Billede: Illustration af princippet i termovejen. Regnvand opsamles i bassin under vejen. I bassinet er der varmeslanger, som fungerer særligt godt, når der er vand omkring dem. Disse slager opsamler varme, som leveres til boligerne. Kombineret med lodrette jordvarmeboringer giver termovejen også beboerne mulighed for at nedkøle deres huse med passiv køling på varme sommerdage (illustration: VIA UC).

Håndteringen af store mængder regnvand er en af de udfordringer, klimaforandringerne giver os. En anden udfordring er at producere varme på en bæredygtig måde, som ikke medfører udledning af CO2. 

I Hedensted Kommune har man fundet en løsning, der tackler de to udfordringer samtidigt.

Kommunen har i et partnerskab med flere offentlige og private parter etableret en såkaldt termovej i forbindelse med udstykning af seks nye byggegrunde. 

Håndterer ekstreme mængder regnvand

Termovejen kan både håndtere ekstreme mængder regnvand og producere bæredygtig varme.

Termovejen fungerer ved, at regnvand fra vejen og de omkringliggende grunde opsamles i et bassin, der er etableret under vejen for at forsinke vandet, inden det ledes ud i fx et vandløb.

Bassinet er udstyret med varmeslanger og fungerer sammen med en række jordvarmeboringer som et termonet – et kollektivt jordvarmeanlæg, der kan levere både varme og køl til de foreløbigt seks huse.

Invitation: Temauge om grøn omstilling gennem offentlig innovation

Pilotprojekt banede vejen

Ideen om termovejen udspringer af et pilotprojekt i 2017, hvor Hedensted Kommune etablerede landets første klimavej, hvor regnvand blev opsamlet under 50 meter vejbane og udnyttet til at opvarme en daginstitution.

Pilotprojektet blev en succes, da klimavejen har viste sig i stand til at levere al den energi, som daginstitutionen havde brug for.

"Vi har brugt erfaringerne fra pilotprojektet til den nye termovej, som kombinerer klimaforebyggelse med klimatilpasning. Det giver god mening at arbejde med en kollektiv varmeforsyning i et villakvarter, hvor der ikke er adgang til fjernvarme, da det er mere effektivt end fx individuelle varmepumper," siger Merete Valbak, klimakoordinator i Hedensted Kommune.

Tilmeld dig temaugen om grøn omstilling

Hør mere om Hedensted Kommunes arbejde med klimatilpasning til COI's digitale temauge om grøn omstilling. Til arrangementet får du:

  • Inspiration og og indblik i konkrete cases med implementerede og værdiskabende løsninger, præsenteret af frontløbere fra den offentlige sektor.
  • Eksperters perspektiver på de præsenterede cases og deres bud på, hvordan vi styrker den grønne omstilling.

Læs mere og tilmeld dig

Deadline for tilmelding: Tirsdag den 14. september 2021 kl. 12.00. Arrangementet er gratis.

Mange spørgsmål på tværs

Partnerskabet bag projektet består foruden Hedensted Kommune af VIA University College, Horsens (projektleder), Løsning Fjernvarme, NCC, Energy Machines, Geodrilling og Plan Energi. Projektet er finansieret dels af partnerne og af Det Energiteknologiske, Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

Den mangfoldige projektgruppe har været en af de største udfordringer i arbejdet med at etablere termovejen, fortæller Merete Valbak.

"Alle parter er gået helhjertet ind i projektet, og samarbejdet har fungeret upåklageligt. Men det er samtidigt tydeligt, at vi ikke er vant til at samarbejde på denne måde. Der skal tages stilling til mange spørgsmål på tværs af siloer og fagligheder. Derfor skal alle omkring bordet være villige til at tænke på kryds og tværs, og det kræver noget mod."

Billede: Klimakoordinator Merete Valbak, Hedensted Kommune, ser et stort potentiale for, at andre kommuner også kan etablere termoveje.

Billede: Klimakoordinator Merete Valbak, Hedensted Kommune, ser et stort potentiale for, at andre kommuner også kan etablere termoveje.

Samarbejde på nye måder

De mange spørgsmål skyldes ifølge klimakoordinatoren især, at der er tale om en ny løsning, hvor man kombinerer ting, der normalt ikke blandes sammen – nemlig vandafledning og energiproduktion i et lille kollektivt varmesystem.

Der er fx opstået spørgsmål om, hvem der skal eje anlægget, og hvordan den økonomiske model skal være på tværs af de forskellige parter og i forhold til de fremtidige købere og ejere af grunden.

"Projektparterne med forskellige forretningsmodeller har skullet samarbejde på måder, som de aldrig har gjort før, og de har i nogle tilfælde skullet bruge lang tid på at finde de rigtige modeller for samarbejde og økonomi," siger Merete Valbak.

Kan udbredes til andre kommuner

Hedensted Kommune satte de seks byggegrunde til salg i foråret 2021, og Merete Valbak forventer, at der i fremtiden vil kunne blive koblet endnu flere nye huse i området til det kollektive jordvarmeanlæg og termonet.

Klimakoordinatoren ser samtidig et stort potentiale for at udbrede løsningen til andre kommuner og måske få fremtidige termovejsprojekter i endnu større skala.

"Jeg synes, der er et enormt potentiale i løsningen. Det gælder især i nye udstykninger, hvor der ikke adgang til fjernvarme. Der vil det både være miljømæssigt og økonomisk smart og ligger derfor lige til højrebenet. Der kan også være potentiale i landsbyer, hvor der ikke er fjernvarmeforsyning og husene får energi fra fx olie- eller pillefyr," siger Merete Valbak.

Lave aftaler om at dedikere sig

Til andre kommuner, der overvejer partnerskabsprojekter med etablering af termoveje, lyder det vigtigste råd fra klimakoordinatoren i Hedensted, at man skal sørge for at få sat et godt hold fra starten og i fællesskab blive enige om, hvordan man vil gribe projektet og samarbejdet an.

"Det kan være svært at lave meget detaljerede og specifikke aftaler, når man arbejder med et projekt af denne karakter, hvor mange ting på forhånd er uafklarede og usikre. Men man skal have nogle organisatoriske aftaler og hensigtserklæringer om, at man dedikerer sig til projektet og er klar til at hjælpe hinanden med de udfordringer, som uundgåeligt vil komme undervejs," siger Merete Valbak.