Psykiatriens Hus på studiebesøg i Bergen: Vi skal tage søvn seriøst

Vinderne af NYT SAMMEN BEDRE-prisen 2021 var på studiebesøg hos i Bergen, Norge. Her hentede de inspiration til søvnbehandling, viden om samskabelse og indblik i koblingen mellem forskning og innovation.

Billede: Vinderne af NYT SAMMEN BEDRE-prisen var på besøg hos Bjørgvin DPS i Bergen, der også arbejder med non-farmakologisk søvnbehandling.

En tredjedel af den danske befolkning lider af søvnproblemer. 10-15 procent har kronisk søvnløshed. For personer med psykiske lidelser er tallet langt højere. Afhængig af lidelsen vurderes 50-80 procent af de psykiatriske patienter at have søvnproblemer.

I 2021 vandt Psykiatriens Hus, der er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Region Midt, CO-PI's innovationspris NYT SAMMEN BEDRE for deres behandlingstilbud 'Bedre søvn uden medicin'.

'Bedre søvn uden medicin' er non-farmakologisk søvnbehandlingstilbud til borgere med psykiatriske lidelser og søvnproblemer.

Læs også: Vinderen af NYT SAMMEN BEDRE-prisen er…

Inspiration fra Norge

Præmien for at vinde NYT SAMMEN BEDRE-prisen er et studiebesøg, som netop er blevet indløst med en tur til Bergen i Norge. Her arbejder man med tilsvarende behandling og har flere tiltag med fokus på koblingen mellem forskning og innovation.

Med på turen var Mette Kragh, Henny Dyrberg, Ellen Secher Henriksen og Mette Bunch fra Psykiatriens Hus’ regionale del, der fik mulighed for at hente inspiration til søvnbehandling – både fra førende forskere på det norske kompetencecenter for søvnbehandling (SOVno) og fra psykologer hos HelseBergens psykiatrisk klinik, Bjørgvin Distriktpsykiatriske Senter (DPS). 

"Besøget hos klinikken viste mange lighedspunkter mellem deres søvnbehandlingstilbud og vores. Men selvom det norske og det danske behandlingstilbud bygger på samme vidensgrundlag, så ser vi også nogle forskelle i praksis. Det er meget interessant og viser, at der er mange gode idéer at hente ved at høre fra andre på området," fortalte Mette Kragh, Klinisk sygeplejespecialist, forsker, Ph.d.om besøget.

Hør podcast: Bedre søvn uden medicin

6-ugers forløb giver bedre søvn

'Bedre søvn uden medicin' er et af få søvnbehandlingstilbud til psykiatriske patienter, og tilbuddet kræver en henvisning fra regionspsykiatrien.

Gennem et 6-ugers forløb bliver patienterne hjulpet med at ændre søvnvaner ved at sætte konkrete mål og i samarbejde med en søvnbehandler lægge en realistisk plan.

Med hjælp af søvnrestriktion, samtaler, øvelser til at håndtere og reducere bekymringstid samt afspænding kan regionens søvnbehandleren være med til at forbedre patientens søvn. 

Søvnbehandling er ikke prioriteret

Hos prisvinderne i Psykiatriens Hus i Aarhus har man gode erfaringer med forløbet og har indtil videre haft 250 patienter igennem.

Søvnbehandlerne oplever dog også både efterspørgsel og frustration fra praktiserende læger, der mangler et lignende tilbud at henvise egne patienter til.

"Når jeg underviser praktiserende læger, oplever jeg en stor efterspørgsel – og det har vi desværre ikke mulighed for at komme i møde. Vi kan kun tage patienter fra psykiatrien ind. Det er et stort problem og formentlig også utilfredsstillende for læger, at deres bedste mulighed for at behandle søvnproblemer- og sygdomme er medicin," fortæller Henny Dyrberg, specialpsykolog i psykiatri om behovet for non-farmakologisk behandling.   

Oplever de samme udfordringer

De to nordiske lande har mange ligheder, så på trods af forskellige organiseringer omkring sundhedssektoren, ligner udfordringerne hinanden.

Begge lande er udfordret af 'vilde problemer' som fx den demografiske udvikling, men der er også problemer med sammenhængende tilbud til patienter, herunder samarbejdet mellem kommune og sundhedsområdet/regioner.

"Hvis man ser igennem de forskellige måder at organisere sig på, så kan vi høre, at de slås med nogle af de samme ting, som vi gør. Det er gennemgående sundhedssektorproblemer, og det kniber med at snakke sammen med de andre i systemet," lyder det fra Henny Dyrberg.

Trude Senneseth fra StimuLab

Billede: Trude Senneseth, Psykologspecialist og programansvarlig for 'Samskaping i Vest' fortalte om deres tilgang til at samarbejde på tværs med målet om at skabe bedre sammenhængende service for patienter.

Stærkere samarbejde skal skabe sammenhæng

På besøg hos Øyane DPS fik prisvinderne et indblik i vigtigheden af samarbejde mellem sektorer, afdelinger og fagpersoner.

Med projektet 'Samskaping i Vest' har man indledt et samarbejde med Askøy Kommune, Øygarden Kommune og NAV Region Vest om at skabe bedre ydelser og tilbud for borgere og fælles brugere, som har psykiske og sundhedsmæssige vanskeligheder.

I 'Samskaping i Vest' har man gennem en StimuLab-bevilling fået tildelt en servicedesigner, der via visualisering af udfordringer, opgaver og tilbud har formået at samle parterne og skabt ny fælles koordineret indsigt og handling overfor de mest sårbare patienter.

Sundhedsforskning får ikke liv i kommunerne 

Et af de innovationsspørgsmål, prisvinderne havde med i rygsækken, lød: "Hvordan kan man arbejde innovativt på et område med stærk tradition for evidens?"

I både Norge og Danmark er sundhedssektoren forpligtet til at forske og modtager mange ressourcer til arbejdet.

Selvom der i Norge anvendes nogenlunde lige mange ressourcer på sundhed i kommuner og i de statsligt forankrede 'helseforetag', der varetager nogenlunde samme opgave som danske regioner på sundhedsområdet, så er det kun 10 procent af sundhedsforskningen, der vedrører den kommunale indsats.  

Det har konsekvenser for kvalitet og innovation. Også det kunne de danske prisvindere genkende.

Kunnskapskommunen i Bergen

Billede: Det nye fælles hus i Bergen huser partnerskaberne Kunnskapskommunen og Alrek Helseklynge. Her ses prisvinderne på rundvisning med lederen af Alrek Helseklynge.

Forskning og innovation – et samspil med potentiale

Hos den kommunale og statslige del af sundhedsområdet i og omkring Bergen har man taget udfordringen op. I et nyt, fælles hus i Bergen er en række forskellige og centrale samarbejdspartnere samlet og kan let mødes til fælles udveksling om forskning, innovation, uddannelse og formidling i relation til de tværgående udfordringer på sundhedsområdet.

Parterne samarbejder om mere forskning i kommunerne ved at igangsætte flere forskningsaktiviteter og i højere grad anvende forskningsresultater som videngrundlag for sundhed- og omsorgsområdet, så borgerne får bedre og mere sammenhængende hjælp.

"I det fælles hus blev vi udfordret på, at innovation og forskning kan følges ad. Vi fokuserer meget på forskningen, fordi vi gerne vil udvikle et tiltag af høj kvalitet – men hvis vi skal have innovationsdelen med, kræver det i højere grad at vi inddrager andre aktører. Og det er ikke, der vores tid og ressourcer er prioriteret," fortalte Mette Kragh, Klinisk sygeplejespecialist, forsker, Ph.d. 

Læs om to norske samarbejder om forskning og innovation: Kunnskapskommunen og Alrek Helseklynge

Behov for at se tingene oppefra

Studiebesøget i Norge gav anledning til videndeling og inspiration fra forskellige faggrupper og organisationer.

"Jeg har fået udfordret mine egne fordomme – jeg kan godt nogle gange have det lidt svært med diskussionen om varme-kolde hænder: Hvorfor skal der ansættes flere til at måle, registrere? Men jeg kan godt se, at man er nødt til at være meget målrettet og præcis i sine interventioner og behandlingstilbud," sagde Henny Dyrberg om besøgene og afslutter: 

"Den type problemstillinger, kan man ikke nødvendigvis se, når man sidder i sin egen 'silo' og med egne opgaver. Der er brug for, at der nogen, der ser tingene fra oven og kan hjælpe med at dele budskabet og få behandlingstilbuddet ud at leve andre steder. For der er brug for det."