Billedkort hjælper demente til at udtrykke deres ønsker

For at lette demente beboeres vanskeligheder ved at udtrykke deres behov, har to plejehjem i Halsnæs og Helsingør kommune indført samtalemetoden Talking Mats. Den forbedrede dialog med personalet giver større medbestemmelse i dagliglivet og højere livskvalitet.

En af de største udfordringer for demente og hjerneskadede personer er deres svage evner til at udtrykke ønsker og følelser.

Når personalet skal i dialog med plejehjemmets demente beboere, kan de bruge spørgeværktøjet Talking Mats, hvor billedkort og en særlig spørgeteknik er med til at støtte samtale om eksempelvis dagligdags gøremål. Ofte går de almindelige samtaler i stå allerede ved simple spørgsmål om toiletbesøg, men hvis beboerne ser et billede af et WC-skilt, kan de genkende symbolet og give personalet svar. Billederne bliver også brugt til at planlægge hele dagsforløb ved at sætte dem op efter hinanden på en opslagstavle. Bag projektet står Kommunikationscentret i Hillerød Kommune, som er specialister i kommunikationshjælpemidler til personer med særlige behov. Idéen til at bruge løsningen til demente fik centret dels på baggrund af erfaringer med billedstøttet kommunikation til personer med handicap, dels ved at studere forskningsresultater fra Skotland, hvor Talking Mats er udviklet. Efter en prøveperiode, hvor Kommunikationscentret hjalp to plejehjem med at indføre billedkortene, er reaktionerne positive. På Plejehjemmet Strandhøj i Espergærde har plejepersonalet fx bemærket et klart løft i livskvaliteten hos de ældre. De kan bedre gøre opmærksom på deres ønsker, som de måske har brændt inde med tidligere. Beboerne opnår dermed mere medbestemmelse og kontrol over deres eget liv.

Du kan læse mere om projektet med Talking Mats her

Hvis du vil genbruge løsningen, så kontakt:

Kristine Pedersen, projektleder, Kommunikationscenteret, Hillerød Kommune, 
72 32 38 92, [email protected]

Christina Lorentzen, social- og sundhedshjælper, Plejehjemmet Strandhøj,
49 28 14 97, [email protected]

Heidi Buch Hansen, leder, Hundested Plejecenter, Halsnæs Kommune,
47 96 77 10, [email protected]

Angelica Pedersen, områdeleder, Hundested Plejecenter,
29 42 93 65, [email protected]