Digital Patientuddannelse sætter borgernes behov først

Digital patientuddannelse af borgere med kroniske sygdomme, herunder type 2-diabetes og hjertekarsygdom, har vist sig at have positive effekter på sundhedsvaner og patienternes tiltro til at kunne ændre disse. 4 ud af 5 deltagere på de digitale forløb er tilfredse med tilbuddet og vil gerne anbefale det til andre. Dertil giver det borgerne mulighed for et fleksibelt forløb, der let kan tilpasses den enkeltes behov og livsstil.

Kommunerne har til opgave at tilbyde patientuddannelse til borgere med en kronisk sygdom, hvor emner som kost, motion og sygdomshåndtering gennemgås. Disse tilbud kræver typisk fysisk fremmøde hos kommunen, hvilket kan være problematisk for en del borgere pga. logistik, arbejdsliv eller andre udfordringer. Skal tilbuddet dertil tilpasses den enkelte borger, bliver det hurtigt ressourcetungt for kommunen.

12 kommuner i Region Syddanmark har i samarbejde udviklet Digital Patientuddannelse som alternativ til fysiske tilbud. Den digitale udgave har gjort det muligt for borgere at deltage hjemmefra via egen pc eller tablet. Her kan de få adgang til information, gruppechats eller webinarer med fagprofessionelle. På den måde kan borgerne opnå en øget indsigt i eget helbred og tilrettelægge egne forløb ud fra deres specifikke behov, motivation for livstilsændringer og hverdagsliv. Samarbejdspartnerne har anvendt en brugerdreven innovationstilgang med udgangspunkt i borgernes liv og tilpasser indhold og koncept løbende, så det passer til målgruppen. For de fagprofesionelle har det betydet, at de har kunnet samarbejde på tværs af kommune- og faggrænser og derved optimere ressourceforbruget og højne kvaliteten i tilbuddet i kommuner med lav kapacitet. Digital Patientuddannelse kan drives billigere end de traditionelle patientuddannelsestilbud, hvis flere kommuner samarbejder om udviklingen og driften af dette. Projektet er tildelt 3 mio. kr. fra partnerskabspuljen 'Sundere liv for alle'. Kommunerne bidrog i opstart med økonomiske og/eller menneskelige ressourcer og betaler løbende et mindre beløb til en fælles pulje.

Anna-Britt Krog, IT-projektleder, Digital Innovation, Syddansk Sundhedsinnovation,
30 43 31 72, [email protected]