Frivillige 'Læseheste' skaber vindere i alle aldre

I Lejre Kommune skaber frivillige Læseheste, der læser højt for de yngste på dagsinstitutioner, stor gevinst både for børn og ældre. Højtlæsningen styrker børnenes sprogudvikling og træner dem i at sidde stille og koncentrere sig længere tid ad gangen. Tilbuddet skaber samtidig glæde blandt læsehestene, som ofte er pensionerede borgere, da de får et nyt netværk og nyder børnenes selskab.

En rapport fra Egmontfonden, der peger på, at børn og unges livsduelighed grundlægges tidligt og hænger tæt sammen med deres sproglige udvikling, inspirerede kommunen til at søge nye løsninger for at stimulere børn sprogligt. Kommunen ønskede også at samarbejde med borgerne om at skabe bæredygtige løsninger inden for kernevelfærd.

Læsehestene er et tværfagligt samarbejde mellem Lejre Bibliotek og Arkiv, Center for Børn & Læring og +DIG. Indsatsens tovholder og lokale udviklingskræfter driver projektet og rekrutterer frivillige ildsjæle. De frivillige læseheste er hovedsagligt pensionister med forskellige faglige baggrunde, der deler en passion for bøger og oplæsning samt børnenes sproglige og sociale udvikling. Kommunens daginstitutioner og dagplejere får jævnligt besøg af læseheste, der læser højt for mindre grupper af børn mellem 2-6 år. Ikke alle kommunens børn kan få glæde af tilbuddet, og den enkelte institution skal selv vurdere, hvem der har størst behov for højtlæsningen. Undersøgelser viser, at højtlæsning har positive effekter på børns udvikling og giver store fordele, hvis børn allerede inden skolestart har gode sproglige kompetencer. Læsehestene i Lejre Kommune giver samtidig børn en ro og nærhed i det tætte samvær med de frivillige og mulighed for at koncentrere sig om at lytte i et tempo og en ramme, der er tilpasset det enkelte barn. Den fireårige forsøgsordning er afsluttet, men tilbuddet har givet store gevinster for kommunens børn og ældre og er nu et permanent tilbud.

Kari Haugan Engberg, tovholder på Læsehestene og kulturkonsulent, Lejre Kommune
24 79 03 12, [email protected]