I Holbæk finder borgere og politikere løsninger i fællesskab

I tæt dialog med borgerne har Holbæk Kommunes byråd omstillet den kommunale drift og sparet 35 mio. kr. siden 2014. Samarbejdet hedder 'Holbæk i fællesskab' og sætter nye krav til politikernes rolle i den kommunale beslutningsproces.

Byrådet satte typisk administrationen til at udarbejde færdige sparekataloger, som borgerne siden kunne påvirke meget lidt. Til budgetdage og borgermøder blev økonomien i de enkelte forslag kun behandlet i overskrifter, men stillet over for massive sparekrav valgte Holbæk Kommune i 2014 at gå helt nye veje.

Et centralt værktøj i ‘Holbæk i Fællesskab’ er omstillingsgrupperne, der kan bestå af borgere, politikere, frivillige, virksomheder og foreninger. Hver gruppe skal finde omstillinger og nye arbejdsgange inden for et kommunalt kerneområde og sende forslagene videre til byrådet. Der forventes en samlet besparelse på 76 mio. kr. i 2018. Typisk ledes omstillingsgrupperne af politikere, der facilliterer dialogen mellem deltagerne og sørger for, at arbejdet skrider frem. Samtidig skal politikerne være åbne over for alle forslag – også når de går imod partiets linje – hvis dialogen med borgerne skal give mening. Det sætter de hurtige politiske markeringer på pause til fordel for en mere lyttende og løsningsorienteret tilgang. Omstillingsgrupperne blev eksempelvis taget i brug, da Holbæk skulle spare 21 mio. på børne- og ungeområdet frem mod 2018. Ved at tænke nyt på den administrative front – som fx at halvere antallet af skoledistrikter fra otte til fire – vil kommunen nu forsøge at undgå nedskæringer på lærere og pædagoger. Ofte kan ændringer på skoleområdet være politisk sprængstof, men her var borgerne med til at bringe ideerne til bordet, og det skaber et langt bredere ejerskab til den slags svære beslutninger.

Hvis du vil genbruge løsningen, så kontakt:

Lars Dinesen, byrådsmedlem (S), Holbæk Kommune,
72 36 20 90, [email protected]

Pernille Kruse, byrådsmedlem (V), Holbæk Kommune,
72 36 62 10, [email protected]

Thomas de Richelieu, chef, Strategi og udvikling, Holbæk Kommune,
72 36 64 44, [email protected]

Julie Becher, chef, Uddannelse til alle unge, Holbæk Kommune,
72 36 62 94, [email protected]