Idéklinikken gør gode ideer til virkelighed

Siden 2009 har innovationsenheden Idéklinikken i Region Nordjylland indsamlet og vurderet flere hundrede ideer fra medarbejdere og borgere. Ud af dem bliver godt en femtedel videreudviklet til innovative projekter, der skal forbedre driften af det sundhedsfaglige område.

Det var svært at få forslag til nye innovationer forbi idéstadiet. Medarbejderne havde ikke tid og kompetencer til at sætte gang i en udviklingsproces på egen hånd, og så gik de gode ideer ofte tabt.

Indtil nu har Idéklinikken modtaget omkring 100 ideer om året. Det kan være forslag til konkrete produkter eller forbedringer af driften. Fagpersonalet på Idéklinikken, som tæller både designere, ingeniører, antropologer og jurister, går så i gang med at vurdere, om der er potentiale for at gå videre med ideerne. I udviklingen bliver der desuden lagt vægt på at facilitere samarbejde på tværs af erhvervsliv, universitet, offentligt institutioner og brugere. Et eksempel på et nyt produkt, der er udviklet med assistance fra Idéklinikken, er en særlig bæreslynge til spædbørn. Det var sygeplejerskerne på Aalborg Universitetshospitals barselsafsnit, som kom på idéen, fordi de eksisterende slynger på markedet ikke var fleksible nok til at holde om for tidligt fødte. Idéklinikken satte gang i udviklingen af forskellige prototyper, så slyngen nu er i produktion hos MamasLIFE i Nordjylland. Når udgifterne til patentering og udvikling er dækket, bliver den økonomiske gevinst fra licensindtægterne delt mellem medarbejderne bag idéen, deres afdeling og Idéklinikken. Det giver afdelingerne et incitament til at afgive mandskab til udvikling af nye løsninger og er samtidig både en gulerod og en konkret påskønnelse af medarbejderne.

Hvis du vil genbruge løsningen, så kontakt:

Kjeld Lisby, leder, Idéklinikken og Innovationschef, Aalborg Universitetshospital, 
30 54 42 96, [email protected]

Anne-Louise Bertelsen, indehaver, MamasLIFE, 
60140278, [email protected]