Innovationspulje skal skabe plads til 10.000 nye københavnere årligt

Med en pulje på en halv milliard kroner sender politikerne på Københavns Rådhus et stærkt signal om at tænke nyt til alle aktører i kommunen. Strategien er at foretage smarte investeringer fremfor blot at lade grønthøsteren køre. De nye ideer og løsninger kan komme fra medarbejderne, borgerne, virksomheder eller i form af ny teknologi.

Hvis en fagforvaltningen fik en god idé, der kostede penge her og nu, men gav besparelser senere, kunne der også tidligere søges om midler fra en central investeringspulje, men dengang kun til langt mindre projekter.

For at få råd til service til de 10.000 nye borgere, der årligt flytter til kommunen, har Borgerrepræsentationen vedtaget en strategi for Smarte investeringer i kernevelfærden og afsat innovations- og investeringspuljer for 452 mio. kr. Innovative løsninger skal tjene sig hjem på højst seks år for at få midler fra puljerne. Der investeres bl.a. i administrative robotter. Det er software, der programmeres til at udføre samme handlinger på computeren, som medarbejderne ellers udfører manuelt med tastatur og mus. I jobcentrene kan robotter overtage dele af arbejdet med udarbejdelse af jobplaner, indhentning af lægeerklæringer og registrering af samtaler. Så skal medarbejderne ikke åbne op til fem forskellige systemer for at indtaste samme CPR-nr. Når teknologien er indført, forventer Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen en årlig besparelse på 3,5 mio. kr. I Koncernservice, der varetager store dele af kommunens løn- og personaleadministration, benyttes robotteknologien bl.a. til at automatisere udsendelse af personalebreve ved fratrædelse eller organisationsændringer. Simple, manuelle opgaver, der udføres tusindvis af gange årligt. Allerede i 2016 forventes en besparelse på over 1 mio. kr.

Hvis du vil vide mere, så kontakt:

Mads Grønvall, økonomidirektør, Økonomiforvaltningen,
33 66 21 26, [email protected]

Lars Eriksen Videbæk, kontorchef, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, 
22 12 27 64, [email protected]

Mads Buch Andersen, kontorchef, Koncern IT,
23 36 86 48, [email protected]