Intelligent trafiksignal reducerer trængsel og CO2-udslip

Målgruppe: Motortrafikanter og beboere

En ny og væsentlig billigere type trafiksignal henter realtidsdata om bilernes hastighed og geo-position, hvilket skaber bedre flow og mindsker ventetid for trafikanter i Vallensbæk Kommune. Løsningen bidrager samtidig til at nedbringe den trafikale udledning af CO2, tungmetaller og NOx’er og giver områdets beboere en oplevelse af mindre trafikstøj.

Trængsel på vejene er en stor udfordring, som har betydning for samfundets vækst, velstand og ikke mindst bæredygtighed. Nationalt og kommunalt er der et behov for at finde nye løsninger på at mindske myldretidstrængslen. Et smidigere trafikflow reducerer både den store spildtid borgere bruger på at sidde i kø og udledningen af CO2. De nuværende trafiksignaler styres enten gennem prædefinerede tidsprogrammer, der ikke nødvendigvis afspejler trafikken på vejen, eller via fleksible styringssystemer, der kræver dyr teknologi som radar eller kamera.

I Vallensbæk Kommune anvendes GPS-signaler fra køretøjer til fleksibel styring af trafiksignaler. Historiske trafikdata danner grundlag for en algoritme, som efterfølgende anvender GPS-data til signalstyringen. Anonymiseret GPS-data bliver modtaget i realtid og fortæller om bilernes position og hastighed. Kommer hastighederne fx ned under den fastsatte fartgrænse, får trafiksignalets system besked om at aktivere et andet signalprogram, så signalvisningen tilpasses den aktuelle trafikmængde. Dermed kan kødannelse på strækningen forhindres. Det nye system er lettere at skalere end de traditionelle bud på fleksibel styring, da det ikke kræver en investering i omkostningstungt hardware. Systemet er indtil videre iværksat i flere kryds i Vallensbæk Kommune, som forventer at skalere til flere steder i kommunen og på tværs af kommunegrænser. Alene i ét kryds er der dokumenteret en reduktion af spildtid i morgenmyldretiden på 21 pct. og en gennemsnitlig fartstigning på 18 pct., fra 32 km/t. til 38 km/t. i den mest belastede retning i morgenmyldretiden. Det svarer til en reduktion på 1,5 ton CO2 om året. Vallensbæk Kommune har samarbejdet med partnerorganisationen Gate 21 og virksomheden Technolution om projektet. Casen er skaleret, og Gate 21 afprøver nu løsningen i Tårnby Kommune sammen med A/S Øresund samt i Albertslund Kommune. Innovationen har sin oprindelse i Region Hovedstadens projekt ”Den Regionale Datahub”, som afprøvede, hvordan big data kan bidrage til at løse udfordringer og skabe bedre og mere bæredygtige byer og samfund.

Johanne Høgsholm, Vej- og trafikmedarbejder, Vallensbæk Kommune
Tlf. 47 97 43 31, [email protected]

Lise Søderberg, Seniorprojektleder, Gate 21
Tlf. 21 25 14 26, [email protected]