Kommunale medarbejdere i genbrugstøj gavner bæredygtigheden

Målgruppe: Medarbejdere i hjemmepleje, plejecentre, køkkener/kantiner, sundhedscenter mv.

Ny kontrakt om arbejdstøj til medarbejdere i hjemmepleje, plejecentre, køkkener/kantiner, sundhedscenter mv. i Høje-Taastrup Kommune sikrer leverance af genbrugstøj til 100 medarbejdere - eller cirka hver 10. medarbejder. Kontrakten med DFD (De Forenede Dampvaskerier) bidrager til kommunens arbejde for bæredygtighed, herunder en strategi om bæredygtige indkøb, og samtidig sparer kommunen penge på indkøb af arbejdstøj.

Produktion af tøj kræver store mængder vand, kemikalier og energi, og den globale tøjindustri står for cirka 10 procent af verdens CO2-udledning. Derfor kan genbrug af tøj bidrage til større bæredygtighed. Når offentlige arbejdspladser skifter leverandør af arbejdstøj, kasserer den tidligere leverandør typisk det brugte arbejdstøj, selv om noget af det kan være i god stand og ville kunne genbruges.

Høje-Taastrup har et mål om at være fossilfri kommune senest i 2050, ligesom kommunen bakker op om FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling. Derfor arbejder kommunen også med bæredygtige indkøb. Da man skulle gennemføre et nyt EU-udbud om leje og vask af arbejdstøj til kommunale medarbejdere - et udbud med forhandling - fik kommunens udbudskonsulent ideen til at stille krav om levering af brugt tøj. Kravet omfattede 100 ud af i alt cirka 1.000 medarbejdere, da en højere andel ikke var mulig i forhold til leverandørernes kapacitet af egnet genbrugstøj. Udbudskonsulenten havde en mundtlig dialog med flere leverandører inden udbuddet, og leverandørerne reagerede positivt på kravet, da de typisk må kassere brugt tøj ved leverandørskift. DFD, som vandt kontrakten, har de seneste år i gennemsnit kasseret et ton tekstil om dagen. DFD arbejder imidlertid aktivt med at øge genbruget og har en ambition om at genanvende 100 procent af kundernes tekstiler inden 2025. Blandt medarbejderne i kommunen var der i begyndelsen en vis skepsis over for genbrugstøj, men efter en nærmere dialog om genbrug og bæredygtighed bakkede medarbejderne op om ideen, og i dag er der rift om tøjet. Foruden værdi i forhold til klima og bæredygtighed har kravet om brugt arbejdstøj til 100 medarbejdere betydet en mindre besparelse på den 6-årige kontrakt til i alt cirka 12 millioner kroner. Det skyldes, at det brugte tøj er cirka 50 procent billigere end nyt tøj. Alt arbejdstøj i leverancen er i øvrigt bæredygtigt. Det er blandt andet sikret ved at vægte tilbuddene i forhold til forskellige certificeringsordninger samt leverandørernes arbejde med FN’s 17 verdensmål.

Hvis du vil genbruge løsningen, så kontakt:

Pia Blak, udbudskonsulent, Høje-Taastrup Kommune
29 61 60 18, [email protected]