Kommunalt-privat samarbejde skåner kloakker, miljø og pengepung

Sammen med en lokal virksomhed har Ikast-Brande Kommune udviklet et særligt permarør i porøs beton, der tillader vand fra store regnskyl at sive igennem. Det kan lede regnvand væk fra vejbanen og direkte ned i jorden. Opfindelsen gør en ellers dyr udvidelse af kloaknettet mindre presserende og er indtil videre installeret langs fem veje i kommunen.

Heftige skybrud satte kloaksystemerne under pres, fordi de ikke var dimensionerede til at rumme så store mængder nedbør. I stedet samlede vandet sig på vejoverfladen til stor gene for trafikken og de nærliggende huse, hvor kældrene blev oversvømmet. Samtidig fik regnvandet presset til at stige på de kommunale renseanlæg, fordi regnen blandede sig med kloakvand fra husholdningerne og derfor ikke kunne ledes direkte ud i jorden.

Det var Karsten D. H. Jensen, ingeniør i Ikast-Brande Kommune, som fik idéen til at lade regnvandet sive ned langs vejen ved hjælp af permarør. Behovet opstod, da kommunen i 2013 skulle lave et nyt system til afvanding af kørebanen på Herningvej, fordi anlæggelsen af en ny cykelsti ikke efterlod plads til hverken trug eller grøfter langs kantstenen. De nye permarør er ca. 15 pct. dyrere at installere end konventionelle løsninger, hvor man kobler regnvandet til spildevandsnettet. Til gengæld kan permarørene øge nedsivningen så meget, at det aflaster kloakken, og det gavner økonomien på sigt, vurderer kommunen. Samtidig kan rørene filtrere vandet for fx olie og tjære. Undervejs har Ikast-Brande Kommune ikke betalt for udviklingen af det nye rør eller haft en forpligtelse til at købe et bestemt antal. Alligevel har samarbejdet gavnet begge parter. Leverandøren IBF Betonvarer fik mulighed for at teste produktet i fuld skala, og løsningen med permarør er siden blevet solgt til brug i 10 kommuner landet over.

Hvis du vil genbruge løsningen, så kontakt:

Karsten D. H. Jensen, driftsingeniør, Ikast-Brande Kommune,
99 60 32 55, [email protected]

Kim Falkenberg, salgschef for produktudvikling, IBF Betonvarer, 
97 15 20 22, [email protected]