Læsegrupper trækker ældre ud af ensomhed

På tyve plejehjem i Assens, Middelfart og Randers kommuner forbedres beboernes livskvalitet af læsegrupper, der er styret af frivillige borgere. Tilbuddet er både et værn mod ensomhed og et værktøj til at genskabe erindringer.

Beboerne har også tidligere haft muligheden for at deltage i forskellige fælles aktiviteter, men der manglede et tilbud, som kunne ruske op i deres erindringer og få især ensomme beboere til at tale mere sammen. Det fik i 2011 Assens Kommune til at kontakte Læseforeningen for at sætte et samarbejde om læsegrupper i værk.

Hver uge får plejehjemmene besøg af frivillige læseguider, som samler en lille flok ældre omkring sig til højtlæsning. Bagefter er der sat tid af til at reflektere over historien og tale sammen om de tanker og erindringer, den måtte give anledning til. Konceptet er udviklet af Læseforeningen, der sammen med Ensomme Gamles Værn har dokumenteret de positive effekter af læsegrupper for ældre i en kvalitativ undersøgelse. Læsegrupperne skabte nye sociale relationer og bragte erindringer frem, lød konklusionen, og læsningen kunne både hjælpe demente og ikke-demente. Sådan er erfaringerne også i Assens, Middelfart og Randers, hvor personalet især prioriterer, at læsegrupperne tilbydes de beboere, som fravælger de øvrige fælles aktiviteter. De fleste frivillige læseguider er lokale pensionister med interesse for litteratur. Læseguiderne får et tredages kursus hos Læseforeningen, inden de får lov til at styre en læsegruppe. Kurset ruster guiderne til at vælge gode oplæsningsbøger, som kan være udgangspunktet for den videre samtale. Blandt plejehjemsbeboerne er klassiske historier af såvel Morten Korch som Herman Bang i høj kurs. Senest har Læseforeningen igangsat et projekt med læsegrupper i Københavns Kommune.

Hvis du vil genbruge løsningen, så kontakt:

Bjarne Gadebusch, læseguide, Assens,
40 40 84 06, [email protected]

Mette Steenberg, daglig leder, Læseforeningen,
23 24 08 76, [email protected]

Christine E. Swane, direktør, fonden Ensomme Gamles Værn,
50 60 54 60, [email protected]

Inge Svejdal, leder, Gamles Hjem, Assens Kommune,
29 17 02 79, [email protected]

Inge Schultz-Knudsen, aktivitetsmedarbejder, Randers Kommune,
20 47 64 73, [email protected]

Iben Løvstad, frivilligkoordinator, Social og velfærd, Middelfart Kommune,
23 74 13 19, [email protected]