Lokalt engagement satte gang i udvikling af multibord

Målgruppe: Medarbejdere på plejecentre og plejekrævende borgere

ByLink udvikler og producerer enkle produkter, der hjælper sundhedssektoren. Udviklingen af de nye, innovative løsninger sker i samarbejde med sundhedspersonalet. Blandt produkterne er multibordet Roomie, der bidrager til bedre arbejdsstillinger for medarbejdere og letter hverdagen for plejekrævende borgere. Bordet blev udviklet sammen med personalet på to plejecentre, og ByLink fik på forhånd tilsagn fra fire plejecentre om, at de ville indkøbe et vist antal borde til en aftalt pris

Den nordjyske virksomhed ByLink kom i kontakt med personale og ledelse på to plejecentre i Aalborg Kommune. De havde behov for et holdbart, funktionelt og æstetisk alternativ til de traditionelle sengeborde, der tilbydes på markedet. Det nye multibord skulle både være et funktionelt arbejdsbord til personalet og et hjælpemiddel til borgeren. Designet skulle blandt andet være fleksibelt, optimere bordpladsen og understøtte en god hygiejne.

ByLink indvilligede efter den indledende dialog med plejecentrene i at udvikle et bord, der passede præcis til behovet. Lederne af de to plejecentre gav fuld opbakning til, at personale kunne indgå som en aktiv del af udviklingsteamet i forbindelse med tilblivelsen af bordet. Der blev ikke indgået en egentlig kontrakt, men ByLink og plejecenterlederne indgik en mundtlig aftale om en pris på bordet og levering af et vist antal, når bordet var færdigudviklet og produceret. Plejecenterlederne skabte også kontakt til to andre plejecentre i kommunen, som gerne ville indkøbe bordet. Tilsammen ville de fire plejecentre aftage 60-70 borde, og dermed havde ByLink en tilfredsstillende businesscase. Udviklingsprocessen frem til den første prototype på bordet Roomie tog ni måneder, og da plejepersonalet var tæt involveret i processen, var det nemt efterfølgende at implementere multibordet på plejecentrene. På baggrund af aftalen med de fire plejecentre havde ByLink tillid til, at der ville være et endnu større marked for bordet. Samtidig fik virksomheden ”hjælp” til at komme bredere ud i markedet med løsningen, da plejecenterlederne i Aalborg udbredte fortællingen om bordet – og udviklingen af det – i deres netværk. I det første år med Roomie på markedet solgte ByLink således 250 borde i alt, og markedet har siden været i vækst. I dag har ByLink indgået aftaler med forhandlere, som sælger Roomie til plejecentre, hospitaler mv. – både herhjemme og i udlandet.

Hvis du vil vide mere om løsningen, så kontakt:

Line Bluhme, direktør og partner, ByLink
Tlf. 52 11 30 09, [email protected]