Novafos stiller krav om emissionsfrie maskiner

Målgruppe: Medarbejdere på bygge- og anlægsprojekter

Det kommunale vand- og spildevandsselskab Novafos, som er ejet af ni kommuner, vil i et kommende udbud af en rammeaftale stille krav om, at der anvendes emissionsfrie minigravere til arbejde på ledningsnettet. Kravet skal bidrage til at nedbringe CO₂-belastningen fra Novafos aktiviteter. Det første år af rammeaftalen vil Novafos bruge til i samarbejde med den valgte entreprenør at udarbejde en plan for omstillingen til emissionsfrie minigravere. Novafos er partner i CO-PI’s skaleringsproces ”Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner”.

Antallet af emissionsfrie arbejdsmaskiner på danske bygge- og anlægsprojekter er endnu begrænset, men ventes at stige de kommende år i takt med, at offentlige bygherrer stiller krav til leverandørerne. Emissionsfrie maskiner – fx eldrevne minigravere – kan være med til at nedbringe CO₂-belastningerne fra projekter og medvirker også til et forbedret arbejdsmiljø samt mindsker støj- og luftforureningen. Novafos har hidtil ikke stillet krav om emissionsfrie maskiner i forbindelse med udbud af anlægsprojekter.

Novafos vil i et kommende udbud af en rammeaftale stille krav til leverandøren om at bruge eldrevne minigravere. Novafos er vand- og spildevandsselskab for ni kommuner i Hovedstadsregionen: Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal. Kravet om emissionsfrie maskiner vil blive stillet i en otteårig rammeaftale, som forventes udbudt omkring årsskiftet 2023/24. Aftalen omfatter opgaver med renovering af vandledningsnettet samt løbende driftsopgaver. Novafos renoverer årligt cirka 20 km vandledninger i virksomhedens forsyningsområde og har derudover cirka 3.500 driftsopgaver. Til opgaverne med at renovere og reparere ledningsnettet anvendes minigravere, når der fx skal graves for at udskifte eksisterende vandledninger eller udføres driftsopgaver. I rammeaftalen vil det første år have status af et basisår, hvor der arbejdes på at fastlægge den nuværende CO₂-belastning. I dette år vil der ikke være krav om at anvende eldrevne minigravere til opgaverne. Basisåret skal derudover bruges til en dialog, hvor Novafos og den valgte entreprenør gennem fælles workshops mv. undersøger mulighederne for at omlægge til eldrevne maskiner og herefter laver en plan for omstillingen. Efter kontraktens første år vil det være et krav fra Novafos, at alle minigravere, som entreprenøren benytter i arbejder på rammeaftalen, er eldrevne maskiner. Modellen med et basisår, hvor der gradvist omstilles til emissionsfrie minigravere, er valgt som en mere pragmatisk tilgang, hvor man tager hensyn til entreprenørens investeringsbehov og eventuelle udfordringer ved at få leveret det tilstrækkelige antal elektriske minigravere på én gang. Den otteårige kontraktperiode tager ligeledes hensyn til den typiske afskrivningsperiode for en eldreven minigraver. Baggrunden for kravet om emissionsfrie maskiner er Novafos’ fokus på bæredygtighed. Selskabet arbejder blandt andet på at reducere klima- og miljøpåvirkning samt ressourceforbrug fra sine aktiviteter. Novafos forventer, at det vil blive mødt af et krav fra sine ejere om over tid at reducere CO₂-belastningen pr. meter renoveret vandledning. De emissionsfrie maskiner skal bidrage til at nå dette mål.

Hvis du vil vide mere om løsningen, så kontakt:

Torben H. Petersen, afdelingsleder, Vand Distribution, Novafos
Tlf. 44 20 80 09, [email protected]