Ny behandling giver bedre søvn uden medicin

Bedre søvn uden medicin

Målgruppe: Borgere over 18 med psykiatriske lidelser

Borgere med psykiatriske lidelser oplever ofte søvnproblemer, hvilket kan forværre lidelsen. Psykiatriens Hus har gennem en evidensbaseret metode udviklet et nyt non-farmakologisk søvnbehandlingstilbud til borgere med psykiatriske lidelser og søvnproblemer. Forløbet reducerer søvnproblemer signifikant og sætter fokus på vigtigheden af søvnbehandling i sundhedsvæsenet.

Mange borgere med psykiatriske lidelser har søvnproblemer, som kan forværre den psykiatriske lidelse og føre til indlæggelse og tilbagefald. Farmakologisk søvnbehandling er udbredt, men anbefales primært til kortvarig brug. Non-farmakologisk søvnbehandling har flere fordele - blandt andet er der ingen bivirkninger. Non-farmakologisk søvnbehandling er efterspurgt af brugerne, men tilbuddene i psykiatrien er begrænsede.

Psykiatriens Hus i Region Midtjylland iværksatte i sommeren 2019 et tværsektorielt behandlingstilbud om non-farmakologisk søvnbehandling til borgere over 18 år med søvnproblemer og psykiatriske lidelser. Søvnforløbet består af seks behandlingsgange, hvor der er fokus på undervisning om søvn, ændring af uhensigtsmæssige vaner, afspænding, metoder til at tackle bekymring og negative tanker om søvn samt tilbagefaldsforebyggelse. Behandlingen kan skræddersys til den enkelte – uanset psykiatrisk diagnose – og bygger på evidensbaserede metoder, der kombinerer kronoterapi, kognitiv adfærdsterapi og social rytme-terapi. Som noget nyt suppleres der med lysterapi eller eksponering for dagslys. Et dataudtræk fra den elektroniske patientjournal for de første 55 patienter viser, at 83,4 procent fuldførte et forløb med seks sessioner over en periode på 6-8 uger. Depression var patienternes hyppigste diagnose. Patienterne opnåede gennemsnitligt en signifikant og klinisk betydningsfuld reduktion af søvnproblemer og en signifikant bedre søvnkvalitet. Når borgerne får en bedre søvn, øges deres livskvalitet. Tilbuddet om evidensbaseret søvnbehandling er med til at øge kvaliteten i sundhedsvæsnet, og da det på længere sigt vil medføre færre henvendelser til sundhedssystemet, bidrager det også til et mere effektivt sundhedssystem.

Hvis du vil genbruge løsningen, så kontakt:

Henny Dyrberg, specialpsykolog i psykiatri, Region Midtjylland, Psykiatriens Hus
23 88 25 53, [email protected]

Mette Kragh, sygeplejerske og forsker, Region Midtjylland, Psykiatriens Hus
91 17 12 62, [email protected]