På Fremtidsværkstedet er børn og unge medskabere af deres egen fremtid

Furesø Kommune har skabt Fremtidsværkstedet – et fysisk sted, men også et mindset, hvor børn og unge kan være medskabere af deres egen fremtid, erhverve sig fremtidens kompetencer og få mulighed for livslang læring. Fremtidsværkstedet bygger på en samskabelsestanke, hvor cases og materialer stilles til rådighed fra forskellige kommunale enheder samt fra virksomheder og foreninger. Eleverne får lov at arbejde virkelighedsnært og tæt på forskellige erhvervsområder.

I Furesø oplevede man et behov for i højere grad at stimulere karrierelæringsmiljøet især for elever fra 6. klasse og op. De fleste elever vælger gymnasiet, fordi deres kammerater gør, eller fordi forældrene ønsker det. Men nogle gange kan fx en erhvervsuddannelse være mere rigtig for den unge.

Kommunen så et behov for, at børnene blev tilbudt flere muligheder for at skabe et bredere fundament for valg af uddannelse. Der var brug for at skabe et miljø, hvor man bedre kunne præsentere eleverne for praksisnære arbejds- og uddannelsesformer og samtidig afprøve digitale værktøjer, der kan komplementere den analoge viden. Simpelthen at skabe en øvebane for de mere praksisnære og håndværksbaserede tilgange til problemløsning. Ved hjælp af en fysisk lokation og et lille team med tværfaglige kompetencer startede kommunen Fremtidsværkstedet med at udvikle og afholde en række læringsforløb for kommunens elever. De første forløb var 3-dages forløb for 6.-7. klasser. Værkstedet er designet som en kreativ legeplads, hvor eleverne selv styrer valg og brug af maskiner og materialer i forhold til den udfordring og den case de arbejder med. Indholdet skabes i tæt samarbejde med forskellige fagområder i kommunen, og med foreninger og erhvervsliv, som leverer cases og materialer. Der trækkes i høj grad på lokale ressourcer. Værkstedet har gjort det muligt i højere grad at engagere børn og unge i skabende aktiviteter med systematikker til at arbejde innovativt, at designe og anvende teknologi og ikke mindst at styrke praksisfaglighed. Værkstedet bruges årligt af 20 6. klasser og 20 7. klasser i faste forløb. Herudover er der årligt 5-10 mindre forløb efter aftale med lærerne på andre årgange.

Eva Theil, Åben Skole Playmaker, Center for Dagtilbud og Skole, Furesø Kommune
72 16 51 87, [email protected]