Satellitbilleder letter kontrol af landbrugsaktivitet

Målgruppe: Landmænd over hele landet og medarbejdere i Landbrugsstyrelsen

Satellitbilleder bruges til at kontrollere, at landmænd overholder støttebetingelser på deres marker. Derved undgås tusindvis af årlige fysiske kontrolbesøg og fokus flyttes fra mindre forseelser til markante overtrædelser. For landmænd betyder det færre og kortere kontrolbesøg, mindre papirarbejde og mere vejledning.

Landbrugsstyrelsen har ansvar for at kontrollere, at danske landmænd overholder betingelserne for at få EU-støtte til deres marker. Styrelsen skal kontrollere over 500.000 marker, og det skete tidligere ved hjælp af stikprøver, hvor man lavede fysiske kontrolbesøg hos cirka fem procent af de landmænd, der havde ansøgt om støtte.

Landbrugsstyrelsen har i samarbejde med virksomheden DHI udviklet et fuldt digitaliseret sagsbehandlings- og kontrolforløb, hvor man ved hjælp af algoritmer analyserer data fra satellitfotos af alle marker i Danmark. Analyserne bruges til at kontrollere, om landmænd overholder betingelserne for at få EU-landbrugsstøtte til deres marker. I første omgang bruges metoden til den største EU-støtteordning – grundbetalingen, som er en basisstøtte. I stedet for at udtage en mindre del af ansøgerne til fysiske kontrolbesøg, bliver alle ansøgte arealer i dag kontrolleret med satellitdata. Dermed har Landbrugsstyrelsen flyttet fokus fra mindre forseelser hos enkelte landmænd til markante overtrædelser, hvilket er mere effektivt og har været efterspurgt af erhvervet. Overgangen til satellitbaseret kontrol har frigivet over 20 årsværk i Landbrugsstyrelsen til andre opgaver, da man undgår over 1.800 årlige kontrolbesøg. Der sker dog fortsat fysisk kontrol af støttebetingelser, som ikke kan kontrolleres ved hjælp af satellitbilleder. Landmændene kan via en hjemmeside og app selv løbende se status for deres marker i en ”trafiklysmodel”, hvor markerne fremstår enten grønne, gule eller røde, alt efter hvordan de bliver vurderet i kontrollen. Hvis en mark får rød status, modtager landmanden et høringsbrev. Hvis landmanden ikke er enig i resultatet, kan han via Landbrugsstyrelsens app indsende billeder af marken og tilhørende bemærkninger. Danmark var det første land i EU til at anvende landsdækkende satellitbaseret kontrol af grundbetalingsordningen, og Landbrugsstyrelsen udvider allerede i 2023 brugen af satellitbaseret kontrol til at omfatte flere støtteordninger.

Hvis du vil genbruge løsningen, så kontakt:

Troels Søndergård, teamleder, Landbrugsstyrelsen
[email protected]