Sensorble giver bedre livskvalitet til borgere med inkontinens

En ble med en chip, der registrerer tidspunkt for vandladning og vandladningsmængde, sikrer bedre udredning og giver bedre livskvalitet og værdighed til borgere med inkontinens. Bleen, der er indført i Hjørring Kommune, har bl.a. ført til færre bleskift og lækager.

Mange borgere er ikke i stand til at kommunikere om problemer med inkontinens, og det gør det svært at vide, præcist hvornår en borger har haft vandladning eller skal på toilettet. Det er derfor vanskeligt for plejepersonalet at planlægge en optimal indsats, og det fører til mange lækager og ble- og tøjskift samt unødvendige forstyrrelser af borgernes nattesøvn.

Hjørring Kommune afprøvede efter inspiration fra andre kommuner en sensorble på et plejecenter og et botilbud. Prøveperioden viste positive resultater, og nu er bleen ved at blive indført hos alle relevante borgere i hele kommunen. Den digitale ble fungerer ved, at en integreret sensor registrerer tidspunkt for vandladning og vandladningsmængde. Borgeren anvender bleer med sensorer i tre dage til udredning, og informationen anvendes så til at sikre en bedre håndtering af borgerens kontinensproblemer og en bedre planlægning af plejen, så plejepersonalet kan understøtte borgeren i at komme på toilettet i rette tid og f.eks. bruge mindre tid på lækager og bleskift. Sensorbleen sikrer også en bedre livskvalitet for borgeren, fordi vedkommende kan få den rette størrelse ble fra begyndelsen i stedet for en, der måske er for stor. Borgeren undgår samtidig at blive vækket unødigt om natten. Siden indførelsen er antallet af bleskift faldet med 6 procent, mens antallet af lækager er reduceret med 37 procent. Der er samtidig skabt større opmærksomhed om borgere, der ikke får nok væske, og medarbejderne fortæller, at bleen bidrager med ny viden samt øger både kvaliteten i udredningen og arbejdsglæden. Brugen af bleen medfører tidsbesparelser i forhold til bleskift og skift af sengelinned. Der er også økonomiske besparelser, fordi færre borgere nu anvender store bleer. Erfaringerne fra Hjørring Kommune svarer til de resultater, andre kommuner har opnået ved afprøvning af sensorbleer.

Hvis du vil genbruge løsningen, så kontakt:

Lars Holt Kristensen, projektleder, Digitalisering og velfærdsteknologi, Hjørring Kommune
72 33 50 05, [email protected]

Heidi Lynge Løvschall, projektleder, Digitalisering og velfærdsteknologi, Hjørring Kommune
72 33 50 94, [email protected]

Mette Schade Engbjerg, kontinenssygeplejerske, Hjørring Kommune
29 48 30 07, [email protected]