Borgernes liv passer ikke altid til de sektorgrænser, vi har fået opbygget i det offentlige. Tag blot sundhedsområdet, hvor både de praktiserende læger, kommuner og hospitaler skal kunne overskride grænser for at løse opgaverne optimalt for borgerne. Med mellemrum kommer der forslag om at nedbryde sektorgrænserne på sundhedsområdet – men det fører bare til, at der opstår nye grænser. Derfor kan vi lige så godt komme i gang med at øve os i grænsekryds.
Første skridt på vejen til at skabe nye løsninger til gavn for borgerne er at erkende, at én sektor ikke kan løse opgaverne alene. Mange opgaver kan og skal løses sektorvist, men der er også opgaver, hvor det er nødvendigt at løse opgaverne på tværs. Sundhedsområdet er et af de tydeligste eksempler på det. Fortællinger om borgere, der har oplevelser med manglende sammenhæng, bidrager til, at alle parter erkender, at de er nødt til at opgive egeninteressen til fordel for fællesinteressen: borgerne. Når parterne er nået så langt, har de næsten samtidig formuleret netop den fælles vision, der sætter retning på samarbejdet.
De fleste ansatte er opdraget i hierarkiet og kender regler og rammer herfra. Men de metoder virker sjældent i et partnerskab, hvor der kun er ’bordender’ til stede. Derfor er næste skridt, at parterne opstiller spilleregler for, hvordan man eksempelvis løser en konflikt, træffer en beslutning osv. Det er en fordel at gøre dette i fredstid.
Ledere og medarbejdere, der indgår i tværsektorielle innovationssamarbejder, vil opleve at komme ud af komfortzonen, bl.a. fordi det nye værdifulde ofte kan komme fra andres fagligheder. Det kræver øvelse at arbejde både horisontalt og vertikalt på samme tid, og derfor skal der afsættes tid til læring undervejs, så parterne kan blive klogere på de metoder, der bringer samarbejdet fremad.
