Julie Becher:

Bring forskellige fagligheder i spil og forløs potentialet

"I siger, det er let at få fat i kommunen – men hvem er I egentlig, og ved den ene hånd, hvad den anden gør?"

Dét gode spørgsmål stillede rektorerne fra de tre største ungdomsuddannelser mig. For selvom vi som kommunalt ansatte kan mene, at det er enkelt for andre at finde frem til den rigtige hjælp, oplever borgerne og vores samarbejdspartnere det alt for ofte ikke sådan. Konkret handlede det i Holbæk Kommune om, at hverken de unge, lærerne eller studievejlederne på ungdomsuddannelserne kunne gennemskue den kommunale organisation og derfor oplevede os som en lidt fjern, usammenhængende og utilgængelig samarbejdspartner.

På tværs af kommunens mange indsatser og sammen med ungdomsuddannelserne har vi derfor udviklet og skabt Elevtjenesten. Elevtjenesten er tværprofessionelle teams af medarbejdere, som er fysisk placeret på vores ungdomsuddannelser – der, hvor de unge er i hverdagen. Her tilbyder medarbejdere fra forskellige offentlige arbejdspladser og med forskellige fagligheder (uddannelsesvejleder, sundhedsplejerske, psykolog, ungerådgiver, misbrugsbehandler og SSP’er) tilsammen en tilgængelig, synlig og håndholdt indsats i samarbejde med studievejledere og andre fagfolk fra ungdomsuddannelserne, så den unge får den rette hjælp langt hurtigere – og så udfordringer i ungelivet ikke bliver til 'sager'.

Særligt to forhold har kendetegnet udviklingsarbejdet hos os i den kommunale organisation: Dels at det var vores eksterne samarbejdspartnere, der pegede på behovet. Vi så først udfordringen, da vi så på os selv med andre øjne. Dels at der har vist sig at være et uforløst potentiale i at bringe fagpersoner og kompetencer sammen om én fælles opgave: at få alle unge godt igennem deres ungdomsuddannelse. Et potentiale, som de kommunale medarbejdere ikke nødvendigvis alle kunne se fra starten, men som nu opleves som meningsfyldt – og det helt rigtige for de unge.

  • Hvad får man ud af samarbejdet?

    Ved at kombinere forskellige fagpersoners viden kan vi konkret hjælpe unge. Et komplekst problem skal jo ofte overkommes ved at trække på forskellige delelementer til en løsning. Hvis en ung f.eks. er bagud med afleveringerne på grund af et hashmisbrug, er der måske også økonomiske udfordringer, som gør, at den pågældende er bagud med regningerne. Eller hvis en ung oplever sig selv som anderledes og ensom, tør han eller hun måske ikke søge den praktikplads, som skal til, for at den pågældende kan komme videre med sin erhvervsuddannelse.

    Når forskellige offentlige arbejdspladser arbejder sammen om en fælles opgave, betyder det, at ens faglighed kommer i spil i nye konstellationer. Man får øje på, hvad andre dygtige kolleger har af kompetencer, som kan komplementere ens egne kompetencer på måder, man ikke før havde overvejet.

  • Hvad skal man være opmærksom på?

    Når det skal lykkes fagligheder, som ikke plejer at arbejde tæt sammen om en opgave, at opnå noget nyt sammen, er der brug for klar retning og kommunikation. Man har som medarbejder behov for at forstå og købe ind på, hvorfor vi skal noget nyt – og hvorfor det er bedre, end det
    vi gjorde før. Her er det vigtigt at lade brugerne være omdrejningspunktet.

    Vi har f.eks. skabt Elevtjenesten, for at alle unge kan komme godt igennem deres ungdomsuddannelse, og det er en opgave, man gerne vil bidrage til med sin faglighed. Samtidig skal man være opmærksom på ikke 'i tværfaglighedens og samarbejdets navn' at underkende, at nogle problemer i ungelivet bedst løses af én bestemt faggruppe.

De gode råd

  • 1
    Stil skarpt på kerneopgaven ud fra borgerens perspektiv! Hvad er det for en fælles kerneopgave, vi skal løse? Hvilke fagligheder og arbejdsopgaver er nødvendige for at løse den fælles kerneopgave?
  • 2
    Se på jer selv udefra! Hvordan oplever jeres vigtigste samarbejdspartnere jeres måde at løse kerneopgaven på? Virker det for dem?
  • 3
    Vi har masser af ressourcer, hvis vi tør sætte dem i spil på nye måder. Ofte er det ikke flere penge, der skal til, men at vi bruger de mange forskellige ressourcer, vi har, på en ny måde.
  • 4
    Hold fast! Sæt kursen og gå den vej!
  • 5
    Giv slip! Vær parat til at lade medarbejderne byde ind, så den nye løsning kommer op at flyve og ikke kun er en løsning på dit skrivebord.

Vil du vide mere?

Julie Becher, chef for Læring og Trivsel, Holbæk Kommune
72 36 62 94, [email protected]