Jeg tror, de færreste frivillige bliver dette, fordi de tænker, at de gerne vil arbejde med offentlig innovation – det er snarere medmenneskelighed, nysgerrighed og en passion, der driver dem. Men ofte ender de alligevel med at skabe nyt, også i det offentlige. Om det så er den datalogistuderende hos Coding Pirates, der kupper matematikundervisningen i folkeskolen og lærer børn at programmere. Eller gymnasieeleven hos Netværk af Ungdomsråd, der hjælper andre unge med at komme til orde og løse problemer i deres lokalsamfund. Eller den unge håndværker hos Ungdommens Røde Kors, der bliver mentor for en udsat ung og holder mester/lærlinge-fortællingen i live i det 21. århundrede. Alle skubber de grænserne for, hvad vi kan som fællesskab – uden at det nødvendigvis står i en handlingsplan, er allokeret i en Satspulje-forhandling, eller er plastret til med fornem lingo. Og det er netop styrken i det frivillige: handlekraften, viljen til at skabe og gøre en forskel.
Derfor skal formålet drive samarbejdet med frivillige foreninger. De færreste mennesker – og dermed de færreste frivillige – er interesserede i at løse en opgave. De er interesserede i at løse et problem i det samfund, de er en del af. De fleste organisationer burde have en udløbsdato, hvor vi kan slukke lyset på sekretariatet, afvikle budgettet og trække stikket på IT-systemet: Den dag, hvor vores formål er nået, og der ikke længere er brug for os. Det er det, et samarbejde skal stå på skuldrene af.
Og så skal vi ikke være bange. Når der bliver snakket om innovation og frivillige foreninger, vil der altid være frygt for opgavetyveri fra de ansatte, eller for at kvaliteten falder, så snart en frivillig kommer ind over. Drop frygten! Frivilligt arbejde er ikke arbejde – det er medmenneskelighed, medborgerskab og ansvarlighed. Lad ikke regler, frygt eller kasser stå i vejen for det!