Positive afvigelser: Lær af det, der går godt

Positive afvigelser er en metode til at finde løsninger på komplekse velfærdsproblemer. Her interesserer man sig for hvad og hvorfor mennesker, der præsterer bedre end andre, gør – for at udbrede viden, så andre kan lære af de positive  eksempler.

Det ser man bl.a. i Kriminalforsorgen, hvor brugen af metoden positiv afvigelse har ført til lavere sygefravær og færre konflikter, og på danske erhvervsskoler, hvor brugen af tilgangen har ført til en reducering i frafaldet på nogle af uddannelsernes grundforløb med op til 75 procent.

Positive afvigelser handler om at finde de mennesker eller grupper, der præsterer særligt godt – selvom de har samme udfordringer og ressourcer som andre – og lære af deres adfærd, forklarer Lars Thuesen, stifter og leder af virksomheden WIN – Welfare Improvement Network og tidligere udviklingschef i Kriminalforsorgen:

Lars Thuesen, hvad er positive afgivelser?

"Positiv afvigelse er en metode, hvor man – frem for at fokusere på alle de ting, der ikke virker – fokuserer på de ting, der virker godt. Hvor man kigger på mennesker, som, selvom der måske er mangel på ressourcer eller at der findes nogle udfordringer, rent faktisk lykkes med at gøre nogle ting, der virker godt i hverdagen.

Det er en antropologisk metode, som blev udviklet i 1990'erne, da antropologen Jerry Sternin fra Harvard University og hans hustru tog til Vietnam for at undersøge store problemer med underernæring af børn i landområder. Her begyndte de for første gang at se på positive afvigelser: For selvom alle familier havde adgang til samme ressourcer, var der rent faktisk nogen, hvis børn vejede mere og havde en bedre ernæringssituation. De undersøgte, hvad de familier gjorde anderledes, og fandt nogle mønstre – bl.a. gav de børnene ris fem gange om dagen i stedet for to, og de brugte nogle krebsdyr fra rismarkerne, som de puttede i maden.

Den viden udbredte de til andre familier, og i løbet af to år gik det fra, at ét barn ud af fem var i risiko til at dø, til at over 90 procent i løbet var okay ernæret.

Så, grundlæggende er der altid individer, der finder bæredygtige adfærdsstrategier, der sikrer, at de lykkes bedre end andre med lignende ressourcer og udfordringer. Metoden positive afvigelser går ud på at afdække den positivt afvigende adfærd og så udbrede den til andre med lignende udfordringer."

Hvordan bliver positive afvigelser brugt som innovationstilgang?

"Ved at bruge forståelsen af adfærd til at udbrede bedre løsninger. Hvis du tager normalfordelingskurven – klokkekurven eller the bell curve – så har du typisk i venstre side 5-10 procent, der klarer sig skidt, en stor midtersøjle på omkring 80 procent, som er i normalområdet, og 5-10 procent i højre side, som performer rigtig godt.

Normalt vil man bruge rigtig meget tid på at grave i de 5-10 procent, der klarer sig skidt. Det skal man også: Hvis du for eksempel kigger på erhvervsskolerne og risikoen for at droppe ud, så er du nødt til at tale med de unge mennesker og deres lærere for at finde ud af, hvad de typisk er optagede af: Får jeg den hjælp, jeg har brug for, kommer jeg op og af sted om morgenen, har jeg en ordentlig dialog med mine lærere og har jeg nogle ordentlige venskaber? Når vi så har gjort det, laver vi til gengæld et flip, hvor vi i stedet ser på de positive 5-10 procent, som rent faktisk lykkes med det – trods de her problemer – og spørger: Hvad og hvordan gør de det? For på den måde at afdække en positiv adfærd, der allerede findes hos andre, og brede den ud.

Den tilgang bliver brugt til at skabe innovation på mange niveauer og fagområder i Danmark og i udlandet. Positive afgivelser blevet brugt til at udbrede bedre løsninger i bl.a. Kriminalforsorgen, på erhvervsskolerne, på døgninstitutioner, i sundhedsvæsenet og i FN-regi for at nævne nogle få."

Foto: Positive afvigelser er bl.a. brugt til at skabe bedre arbejdsmiljø og lavere sygefravær i Kriminalforsorgen. Og færre konflikter mellem ind- og ansatte.

Hvornår virker positive afvigelser bedst?

"I alle sammenhænge, som har noget med adfærd at gøre. Hvis det er noget, der kun foregår oppe i hovedet, er det ikke så egnet, for det er en meget kognitiv, praktisk tilgang: Er der nogen, der gør noget, eller nogen, der ikke gør noget?

Derudover skal det være et komplekst problem, altså en svær velfærdsudfordring, som gode, kompetente mennesker tidligere har forsøgt at løse uden held. Ved komplekse problemer kan vi sjældent forudsige udkommet af det, vi gør, fordi rigtig mange faktorer spiller ind. Og i det felt finder den her metode rigtig fin anvendelse, fordi metoden er dybt bundet op på borgerinvolvering.

Vi plejer at sige, hvis det handler om mig, så ikke uden mig. Hvis det handler om en ung flygtning, en erhvervsskoleelev eller en lærer, så skal de simpelthen være med i alle faser af udviklingsprocesserne.

Det 'eneste', vi så skal gøre som ledere, professionelle og innovationsfolk, er at stille nogle begavede spørgsmål, der får en proces til at køre, og få faciliteret noget innovation."

Hvornår kan man ikke bruge positive afvigelser som innovationstilgang?

"Man skal have en oprigtig interesse i at finde og lære af den adfærd eller praksis, der allerede eksisterer og fungerer godt. Ofte sidder vi og synes, at vi er vældig kloge, og vi er uddannede på alle leder og kanter som sociologer, antropologer, statskundskabere og så videre.

Men den her metode går ud på at lade være med at være klog og ekspert og i stedet spørge borgerne og problemejerne om, hvad de tænker og gør – og lade det være fundamentet. Vi bliver eksperter i ikke at være eksperter.

Derudover findes der i den offentlige sektor en masse tekniske problemer, som man allerede kender vejen frem på. Så skal man ikke bruge positive afvigelser. Den her metode tager tid og kræver stor involvering af de personer, der er berørt af problemet, og det kræver også ressourcer at facilitere de processer, der fører til forandringer. Hvis der findes en linearitet og måske oven i købet en velkendt metode, der trin for trin viser, hvordan noget skal gøres, så gør det i stedet."

Hvad er værdien ved at bruge positive afvigelser?

"Værdien er, at man med den her metode kan løse nogle velfærdsproblemer med en innovativ tilgang, som rent faktisk gør, at mennesker ændrer adfærd. Hvad enten det er unge flygtninge, sårbare familier og deres samspil med kommunen, miljøet i danske fængsler, psykiatrien, så giver metoden sociale beviser (social proof, red.) – der er nogle, der allerede gør det derude – og så er det meget nemmere for mennesker, der ligner dem, at kopiere deres adfærd, end hvis det er noget, der kommer helt udefra.

Derudover er det en værdi, at det både er en kvantitativ og kvalitativ metode, hvor mange andre innovationstilgange er enten det ene eller det andet. Man måler både på indikatorer og laver interviews og feltarbejde, og data og målinger ejes så at sige af dem, der ejer problemer – ikke af eksperterne. Det gør det til en meget stærk metode.

Endelig fokuserer metoden på at lære af adfærd eller praksis, der allerede eksisterer og fungerer godt, i stedet for at fokusere på at opfinde nye løsninger. Ofte består den gode adfærd i meget enkle, praktiske, nærmest banale ting i hverdagen. Det handler om at se dem og anerkende dem – at se genialiteterne i banaliteterne."

Foto: Normalfordelingskurven eller 'the bell curve'. I positive afvigelser fokuserer man på, hvad de 5-10 procent i højre side, der klarer sig rigtig godt, gør.

Hvad skal man være opmærksom på?

"Søren Kierkegaard havde et meget fint citat på et tidspunkt, der lød noget i retning af: Hvis du skal hjælpe andre, må du først ydmyge dig selv for at forstå den andens behov. Det kan være meget svært. Mange af os er opdraget til at analysere og komme med forslag til forskellige løsninger, man kan vælge imellem. Men her er det dem, der har problemet, der er eksperterne – og det kontroltab skal man affinde sig med som leder og professionel.

Så skal man være opmærksom på, at ting tager tid. Det er ikke bare lige til, for så var det jo blevet gjort. Man skal give plads til de her udviklingsprocesser, som nogle gange kan være lidt rodede og uforudsigelige og angstprovokerende, fordi vi alle har antagelser og hypoteser i hovedet om, hvad vi tror problemet er, og lige pludselig viser det sig – når vi får snakket ordentligt med borgerne og medarbejderne, der har forstand på det – at de oplever det på en helt anden måde, og at vi skal starte et helt andet sted. Til gengæld kommer der noget virkelig godt ud af det.

Endelig er det vigtigt at sige, at man ikke behøver at lave et kæmpe projekt. For det er i høj grad også et mindset: Er nogen lykkes med noget, der fungerer rigtig godt? Det må ikke blive for stort eller grandiøst – det skal være praktisk og brugbart. Det er altid vigtigt."

Lars Thuesen er stifter og leder af WIN – Welfare Improvement Network og har forsket i og selv gennemført en lang række projekter baseret på positiv afvigelse.